»Mediekonvergens … skulle jeg vide noget om det?«
Poul Nødgaard, medieordfører, Dansk Folkeparti.

Man kan kalde det en gimmick, når Journalisten eksaminerer syv danske medieordførere i paratviden og evnen til at argumentere for deres sag.

Men baggrunden er alvorlig. Politikerne står over for en stor udfordring, når forhandlingerne om medieforliget 2007 til 2010 skydes i gang. Det nuværende udløber i juni.

Det store lobbycirkus er gået i gang. Industrien, dagbladene, tv-stationerne, netmedierne og radiofolkene har allerede været på besøg hos politikerne. Spørgsmålet er, om medieordførerne er klædt på til at forstå den rivende medieudvikling, og om de er parate til at ændre love og bevillinger, så politikken flugter med virkeligheden. Folk i branchen er pænt sagt i tvivl.

»Politikerne forstår ikke helt, hvad der er ved at ske. Det, som er ved at ske, er, at det globale medieudbud pludselig er blevet tilgængeligt for danskerne,« som DRs generaldirektør, Kenneth Plummer, har udtrykt det.

I fremtiden bliver bredbånd og trådløse forbindelser så kraftfulde, at alt kan gøres tilgængeligt via nettet. Der bliver ingen begrænsninger på antallet af radio og tv-kanaler, og forbruget vil blive endnu mere individualiseret, så lyttere, læsere og seere selv vil kunne vælge tid og sted. Derfor er det vigtigt, at medieordførerne er klædt på. Ikke mindst Poul Nødgaard, der har en nøglerolle som medieordfører for Dansk Folkeparti – regeringens parlamentariske grundlag.

Samtidig viser politikernes svar, at vinderen af lobbykrigen er DR. Politikerne har forstået, at der også skal være public service-tilbud på blandt andet net og mobiltelefoner for at følge med tiden og seerne. Budskabet om, at mediepolitik er kulturpolitik, der skal sikre danskproduceret journalistik og drama, er brændt igennem. Industrilobbyen, der vil barbere DR og TV 2, har tabt.

Problemet er, at DR risikerer at sejre sig selv ihjel.

For selv om politikerne gerne vil have masser af public service på alle tænkelige medier, så er der ingen garanti for, at pengene følger med. Mens Venstre har åbnet for at diskutere flere penge til DR, så er de konservative og Dansk Folkeparti imod.

Allerede nu har DR smurt smørret så tyndt ud over en stadig større sendeflade og på så mange forskellige platforme, at arvesølvet er truet. Det kan man se, man åbner for TV AVISEN, der snubler hen over skærmen – stakåndet, uden journalistisk overskud og fyldt med tekniske koks. Og som man kan læse i dette nummer af Journalisten, så oplever de klassiske dokumentarister, at budgetterne bliver udhulet. En af dette års vindere af Cavling-prisen, Michael Klint, konstaterer, at tv-cheferne ofte siger, at de vil have kulegravende journalistik, men i stedet bruger pengene på boligkonkurrencer og slankeprogrammer, og kalder det for dokumentar.

Så er Poul Nødgaard da mere ærlig: »Podcasting? Nu må du holde op med alle de fine ord. Det har jeg aldrig hørt om.«