Til gengæld er stationen kvalmende dygtig til at iscenesætte sine egne meritter – senest en større sangkonkurrence – som banebrydende og nyskabende.

Det er en forkert udvikling. DR skal gå forrest og udvise demokratisk sindelag – også når spørgsmålene gør ondt.

Jeg har som mediekritisk journalist fulgt DR tæt siden midten af 90’erne. En periode, hvor fem forskellige generaldirektører har huseret i det store hus.

Fem år efter at Christian S. Nissen i 1994 afløste Hans Jørgen Jensen, kom de første alvorlige forandringer mod en ny og mere strømlinet kultur, hvor brodden blev taget af den kritiske dialog, der altid har været en del af DR, men som gang på gang betød, at cheferne skulle stå til ansvar.

Der blev lukket ned for de åbne læserbreve i medarbejderbladet DRåben. Læserbrevene blev flyttet væk fra tryk og over på en intern computerdebat.

Dermed blev det sværere for dagspressen at høste de aktuelle historier om DR.

Protesterne var voldsomme fra flere DR-ansatte:

"Man kunne godt få den tanke, at det her handler om at holde kritikken inden for dørene. Det vil klæde DR dårligt som kommunikationsvirksomhed. Ikke mindst i en tid, hvor DR har travlt med at kritisere andre for lukkethed," sagde Kurt Strand. For 15 år siden.

Og Mogens Rubinstein:
"Det er et særkende for DR, at vi diskuterer tingene åbent. Det er der gennem tiderne kommet meget godt ud af, også for seerne. Den åbne diskussionskultur, hvor offentligheden kan følge med, synes jeg, vi skal bevare."

Og programmedarbejder Søren Mogensen, Østjyllands Radio, forudså, at en lukket debat ville få katastrofale følger for hele den demokratiske ånd, som DR oprindeligt udspringer af:

"Hvis læserbrevene flyttes over på den lukkede og interne Inline, så ryger det sidste pres på DR’s ledelse. Det er vigtigt, at folk udenfor kan se, hvad her sker," sagde Sørensen Mogensen – og konkluderede:

"Mange i DR tør ikke sige noget. De bliver jo fyret eller sat på korttidskontrakter – det lukker munden helt automatisk. Folk lærer at holde kæft. Her hersker et frygtens imperium. Derfor er læserbrevene i DRåben vigtige. Når dumhederne bliver for store, bliver sandheden dog fortsat beskrevet i læserbreve," sagde Søren Mogensen.

Søren Mogensen fik ret. Folk i DR har nu endegyldigt lært at holde kæft. Og dem, der er nødt til at åbne munden, har lært at tale, uden at sige noget.

For nylig – 10 år efter at debatten tørrede ud – skrev jeg en e-mail til DR’s kommunikationschef og klagede min nød:

”Jeg skriver som redaktør på Journalisten og journalisten.dk til dig, fordi jeg oplever, at centrale DR-kilder i stigende grad er svære at komme i kontakt med for redaktionen. Vi bliver af kommunikationsafdelingen udspurgt meget detaljeret om, hvad vores ærinde er, og selv om vi udførligt forklarer, at vi er i gang med en artikel om et givent emne, der for eksempel jævnfør god presseskik kræver udtalelse fra DR, så er det ofte, at vi må opgive at få udtalelserne inden deadline.”

Henvendelsen sluttede:

”Jo, vi har også gode oplevelser med DR Kommunikation. Men mine medarbejdere oplever, at DR i dag er det mest besværlige medie at få fat i chefer fra.”

Det mest besværlige medie…

I dag kan jeg konstatere, at den henvendelse ikke har ændret det mindste.

Journalisten har endnu en gang været igennem et bizart forløb, hvor det har været helt umuligt at få lov at konfrontere en DR-chef, der har det mindste kendskab til den rejste sag.

Journalisten har helt konkret været i dialog med en universitetspraktikant, der beretter, at hun er blevet brugt som ulønnet redaktionel arbejdskraft med så mange journalistiske opgaver, at det strider mod DR-ledelsens forsikringer.

Sagen indikerer, at eksemplet ikke er enestående. Langt fra.

Helt konkret har hun i et halvt år researchet et dokumentarprogram for DR, hvor hun har fundet cases, læst baggrundsartikler og været med til at skabe indholdet. Ikke overraskende var hun god til det. Samtidig med at hun studerer på universitetet, har hun en afsluttet journalistuddannelse fra RUC.

Det er selvfølgelig ren guf for DR, der dermed kan spare tusindvis af kroner på journalistisk arbejde. Og dermed kan institutionen skabe et urealistisk højt niveau i et marked, hvor DR gerne vil høste mange priser og stå sig godt.

Det er kun få år siden, at DR forsikrede, at universitetspraktikanter ikke lavede journalistisk arbejde. Og så sent som under den netop afsluttede praktikrunde, hvor 50 studerende ikke fik en plads, afviste endnu en af de stadig talende DR-chefer – Ulrik Haagerup – direkte over for Journalisten, at gratis universitetspraktikanter optog pladser for journalistpraktikanterne.

Kort fortalt er det ikke lykkedes Journalisten at få et interview i sagen. Vi har konfronteret tre DR-folk, der enten har kendskab til den konkrete sag eller tidligere har udtalt sig i lignende sager. De lukker helt og aldeles i.

I stedet er vi blevet serviceret af DR Presse, der har fremtryllet en underdirektør i DR HR, som via e-mail brillerer med at svare udenom i en grad, så det kun kan være resultatet af for megen dårlig medietræning.

Kære DR: Kom nu ind i kampen. Engang svarede nærmeste medarbejder på kritikken. Engang kunne man lave dag til dag-nyheder om DR.

I dag skal man gennem et bureaukratisk kildehelvede for at få serveret en kilde, der sidder så højt på strå, at vedkommende intet ved om den konkrete sag, men snarere gør en dyd ud af at tale (skrive) i en lingo, der demonstrerer, at man overhovedet ikke lytter til det kritiske spørgsmål.

DR er blevet et retorisk og bedrevidende bolværk, der ikke er i dialog med sin omverden. Det er pinlig og let gennemskuelig kommunikationsstyring. Og det virker ikke.

På Journalisten beskriver vi fremover processen bag ”udtalelserne”. Det er vi nødt til – ellers tror læserne, at det er os, der ikke længere kan finde ud af at spørge ordentligt.

Tilføjelse: Journalisten har den 21. maj publiceret et modsvar fra DRs kommunikationschef Louise Brincker. Det kan du læse her: Debatten om og i DR lever