DR har netop offentliggjort sit mediepolitiske udspil og lægger op til større samarbejde med kommercielle aktører. DR vil blandt andet gøre public service-indhold tilgængeligt hos andre medier.
Til januar starter de politiske forhandlinger om medieforliget, der skal afgøre, hvor mediestøttekronerne skal placeres de næste fire år.
I DRs mediepolitiske udspil, der kan læses her, lægger generaldirektør Kenneth Plummer og bestyrelsesformand Michael Christiansen op til, at DR skal styrke samarbejdet med private aktører. Det betyder blandt andet, at de vil etablere forsøgsordninger, hvor klip fra DR's arkiver kan afspilles på andre aktøres hjemmesider gratis.
"Konkret vil DR stille klippene til rådighed for andre, f.eks. organisationer inden for kultur, medier og videnskab til ikke-kommerciel brug. På den måde tilføres disse organisationer noget værdifuldt indhold, samtidig med at det licensbetalte indhold når ud til flere," står der i udspillet.
DR mener, at licenspuljen er blevet udhulet af stigende prisniveau i branchen, som ifølge DR's vurdering er steget hurtigere end licensen. Den udvikling vil stationen have stoppet og beder derfor om 170 millioner kroner ekstra årligt.
Der bliver i udspillet også lagt op til, at det analoge FM-bånd skal nedlægges senest i 2015, hvor al radio skal sendes via DAB-teknologi.
Generaldirektør Kenneth Plummer fortæller i dag klokken 13.00 yderligere om udspillet i programmet "Mennesker og medier", der kan høres ved at trykke på linket øverst til højre her.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.