
Et politisk flertal har besluttet at redde P6 Beat og P8 Jazz Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Den digitale chikane mod DR’s værter og medarbejdere skal til livs, og det vil DR blandt andet gøre ved at ansætte en digital chikane-officer.
Den nye stilling skal gøre DR bedre i stand til at arbejde professionelt med digital chikane, som foregår på flere måder på tværs af DR’s platforme.
For eksempel udsættes journalister på dr.dk nogle gange for chikane i indbakken. Andre gange er det DR’s værter, der kan blive overfuset på platforme på sociale medier. Og chikanen kan sågar også foregå på sms’er til fællesindgangen 1212, hvis en vært i radioen for eksempel beder om input til dagens emner.
”Det vil styrke vores arbejde med at hjælpe de eksponerede kolleger i huset,” fortæller Anders Kern Boje, der er underdirektør i DR Nyheder og står i spidsen for DR’s arbejde med digital chikane.
Inaktive bylines hos journalister
En digital chikane-officer skal dog ikke gå fra vært til vært eller opslag til opslag på sociale medier, men i stedet bidrage til at sætte de overordnede rammer for DR’s indsatser på området på tværs af alle afdelinger.
Der søges med andre ord mere en ekspert i projektledelse end for eksempel en specialist i sociale medier, fortæller Anders Kern Boje.
DR har allerede løbende været i gang med at foretage foranstaltninger til at beskytte udsatte medarbejdere.
For eksempel har man på DR Nyheder arbejdet med at gøre journalisternes bylines inaktive på udlandsredaktionen, så brugere ikke kan skrive vrede mails til journalisterne. Det skete på baggrund af episoder med chikane mod enkelte medarbejdere på grund af artikler, de havde skrevet.
”Der er fordele og ulemper. Vi vil helt åbenlyst gerne have folk til at skrive, hvis man som journalist er kommet til at skrive millioner i stedet for milliarder, så det ikke bliver meningsforstyrrende for artiklen. Det er jo den store fordel ved, at der er kort vej til journalisten. Men hvis du får at vide, at du er en kæmpe idiot, hvis du har skrevet det, er det ikke så konstruktivt,” siger Anders Kern Boje.
Flere moderatorer
Derudover har man også sat flere såkaldte moderatorer til at holde øje med tonen på tværs af DR’s platforme på sociale medier.
Fra DR’s side vil man dog ikke blande sig i, hvor og hvordan værter og journalister agerer på sociale medier. Man har heller ikke intentioner om for eksempel at lukke helt ned for kommentarfelter på sociale medier.
Som udgangspunkt er det ikke ulovligt at udøve digital chikane, men det vil for eksempel være strafbart at true medarbejdere. I flere tilfælde går personerne bag chikanen meget langt for at finde frem til journalister eller medarbejdere, som de gerne vil chikanere. Anders Kern Boje tror dog stadig på, at den målrettede indsats vil rykke noget:
”Det vil nok være urealistisk, at der skulle være nul tilfælde af chikane, men det er da vores ambition, at vores medarbejdere udsættes mindre for det. Men der er jo både fordele og ulemper. Hvis man gør det sværere at finde vores journalister, så får de også mindre konstruktiv feedback,” siger Anders Kern Boje.
Jobbet er tidsbegrænset til 12 måneder, og ved udgangen af 2022 vil DR evaluere stillingen.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.