DR-veteran Steen Larsen træder tilbage

Steen Larsen stopper som tillidsmand på DR og forlader Dansk Journalistforbunds hovedbestyrelse, da han har fået nyt job som redaktør.

Steen Larsen stopper som tillidsmand på DR og forlader Dansk Journalistforbunds hovedbestyrelse, da han har fået nyt job som redaktør.

Steen Larsen er det medlem af Dansk Journalistforbunds (DJ) hovedbestyrelse, der fik næstflest stemmer på delegeretmødet i april.

Men nu forlader han hovedbestyrelsen. Det skyldes, at Steen Larsen har fået nyt job som redaktør på medarbejdetmediet DRinde, oplyser DJ.

Det betyder også, at han stopper som fællestillidsrepræsentant på DR.

»Jeg har selv besluttet at forlade HB, da jeg ikke mener, det er foreneligt med at være redaktør for DR Inde. Her skal jeg kunne have en troværdighed blandt kolleger og ledelse og blandt alle medarbejdernes repræsentanter,« siger Steen Larsen på DJ's hjemmeside.

Steen Larsen blev første gang valgt ind i hovedbestyrelsen i DJ i 2009 og har været fagligt aktiv i flere år forinden. Han er formand for Fagligt Udvalg og sidder blandt andet i bestyrelsen i Pressens Uddannelsesfond og ophavsretsfonden.

»Steen har ydet en kæmpe indsats i det faglige arbejde for DJ's medlemmer igennem mange år, og det vil jeg sige ham en stor tak for,« siger DJ-formand Mogens Blicher Bjerregård.

Steen Larsens plads i DJ-toppen overtages af freelancejournalist Lotte Dahlmann, der blev valgt til 1. suppleant i april.

DR's medarbejdere vælger ny fællestillidsrepræsentant på en ordinær generalforsamling i morgen, torsdag 3. november, oplyser DJ.

0 Kommentarer