DR-vært får påtale efter religionskritisk kronik

Tv-værten Adam Holm fra Deadline har fået en påtale af DR, efter at han i en kronik som privatperson kaldte religion for en narresut. Jakob Kwon, chef for Nyhedsproduktion: »Hvis man er vært, brander man DR, og det er ekstra skærpende.« Oluf Jørgensen afviser: »Personer, som alle ved hvem er, har jo også ytringsfrihed.«
11.10.2013 · 14:04

”Jørgen er død.”

Sådan lød første linje på en kronik, skrevet af Adam Holm, bragt i Politiken i maj 2013. Adam Holm beskrev i kronikken, at en 16-årig dreng, som hans kone kendte, var blevet dræbt i trafikken.

I kronikken fastslår tv-værten, at den unge mands død ”har forstærket min i forvejen intense modvilje mod religion som forklaringsramme for denne verdens mirakler og ulykker”. Og han konkluderer, at ”Religion er ganske enkelt ren narresut.”

Adam Holm har skrevet kronikken som privatperson, han er ikke præsenteret som DR-vært, men alligevel har DR Nyheders ledelse givet ham en mundtlig påtale for kronikken.

I et mail-svar på Journalistens henvendelse forklarer Adam Holm, at han ikke har noget at indvende i forhold til selve påtalen.

”Jeg har klokkeklart forbrudt mig imod DR’s etiske retningslinjer, og den kritik, jeg er blevet mødt med, er berettiget. Jeg synes imidlertid, at det er relevant at få præciseret grænserne for, hvornår man som DR-ansat må ytre sig som privatperson. Personligt synes jeg, at det nuværende regelsæt er for stramt, men jeg må acceptere, at kortene er givet, som de er," skriver han.

Jacob Kwon, chef for Nyhedsproduktion i DR, vil ikke udtale sig om den konkrete sag. Men han siger, at »man skal tænke sig om« med hensyn til, hvilke holdninger man kommer med offentligt.

»Særligt inden for områder som politik og religion, hvor man må formode, at DR’s medarbejdere er upartiske. Det er ikke nok at underskrive sig som privatperson,« forklarer Jacob Kwon.

Det er ikke første gang, Adam Holm udtrykker sig på en måde, som DR ikke bryder sig om. I 2009 skrev han en kronik om Gaza-konflikten, som førte til en påtale. Dengang var problemet, at Adam Holm præsenterede sig som DR-vært, udtalte hans daværende chef, Olav Skaaning Andersen.

DR’s etiske regler skelner nemlig mellem, om medarbejderen engagerer sig i den offentlige debat som privatperson eller som DR-ansat. Men det er medarbejderens nærmeste chef, der fra sag til sag vurderer, om man fremstår som det ene eller det andet. Det er med andre ord ifølge DR ikke altid nok at optræde som privatperson.

»Der er forskel på, hvor meget en person er forbundet med DR. Hvis man er vært, brander man DR, og det er ekstra skærpende,« siger Jacob Kwon.

Reglerne er ifølge Jacob Kwon lavet, for at seere og lyttere kan have tillid til, at DR’s medarbejdere agerer troværdigt.

»Derfor er der grænser for, hvilke holdninger de kan lufte i det offentlige rum,« forklarer han.

Men mediejuridisk forskningschef på DMJX Oluf Jørgensen er uenig:

»Den personlige ytringsfrihed vejer tungest, og den kan ikke tilsidesættes af bestemmelser på arbejdspladsen. Hvis man udtaler sig på vegne af en virksomhed, skal udtalelserne selvfølgelig svare til virksomhedens værdier. Men man har ret til at udtale sig som borger. Det har Folketingets Ombudsmand slået fast gang på gang,« siger Oluf Jørgensen.

Ifølge DR er det ikke nok at underskrive sig som privatperson, fordi personen – især værter – bliver opfattet som DR-medarbejdere?

»Men personer, som alle ved hvem er, har jo også ytringsfrihed, og en kronik er jo et personligt budskab. Virksomheder skriver jo almindeligvis ikke kronikker. Når man ikke nævner arbejdspladsen i byline, fedter man ikke arbejdsstedet ind i det. Det synes jeg er klart.«

Oluf Jørgensen undrer sig over DR’s fortolkning, når man tænker på, at netop Deadline tidligere har benyttet blandt andre Connie Hedegaard og Christine Antorini som værter.

»Som seere har vi da alle vidst, at de havde politiske synspunkter, men det forhindrer ikke, at de ud af min lægmandsbetragtning gjorde det udmærket som værter. Så for mig er det uklart, hvad det er, DR er bange for,« siger Oluf Jørgensen.

I 2008 skrev Jakob Illeborg i bogen ”Danmark set udefra”, at den danske indvandrerdebat lugter ”af hengemt leverpostej og rødgrød med sur fløde”, og at danskerne er ”islamofober”. I bogen blev Jakob Illeborg præsenteret som Radioavisens og TV Avisens mand i London.

Dengang sagde den daværende nyhedschef Ulrik Haagerup til Mediawatch:

»Vi har ingen problemer med det, som vores korrespondent Jakob Illeborg leverer fra London. Han er ansat som freelancer. Vi kan kun bestemme over det, som han laver til os, og det lever op til vores krav.«

Nyhedsdirektør Ulrik Haagerup vil ikke udtale sig om den konkrete sag. Men Jacob Kwon siger, at »de fleste, der arbejder i DR Nyheder, ved, at der er begrænsninger i, hvad man kan udtale sig om.«

Betyder det, at man skal henvende sig til den nærmeste chef, hver gang man har planer om at skrive en kronik eller en bog?

»Hvis man er det mindste i tvivl, om man er over eller tæt på linjen, skal man gå til sin chef. Vi har ikke en politik for optræden på Facebook, men også her skal man være opmærksom på, at man optræder i et halv- eller heloffentligt rum,« siger Jacob Kwon.

Har personer – for eksempel værter – ikke samme ytringsfrihed som mindre kendte DR-ansatte?

»Alle DR-medarbejdere har ytringsfrihed. Men vi opfordrer særligt værter og andre, der brander DR, til at tænke sig godt om, når de ytrer sig i det offentlige rum,« forklarer Jacob Kwon.

Kommentar

12/10/2013 - 10:41

Henrik Ploug

"Alle DR-medarbejdere har ytringsfrihed. Men..."

Har man ikke hørt den sætning før?
Hvorfor er det lige, at man ikke har ytringsfrihed, når det drejer sig om religion?
Of hvorfor skal en DR-chef bestemme, hvornår hans medarbejdere har ytringsfrihed?

12/10/2013 - 18:33

Christian Roar Pedersen

Adam Holm må have ytringsfrihed ligesom alle andre. Også til religionskritik. DR ansat eller ej. Det vil jeg som sognepræst i folkekirken gerne slå et slag for!

13/10/2013 - 12:59

Henrik Ploug

@Alexander

Alle journalister har en holdning til situationen i Mellemøsten - især dem der beskæftiger sig med emnet professionelt.

Og deres holdning vil altid påvirke den måde de dækker begivenhederne på. Der findes ikke objektiv journalistik. I bedste fald kan man håbe på, at alle parter bliver hørt. Men journalistens spørgsmål vil altid være farvet af gans personlige holdning.

Spørgsmålet er så, om du gerne vil kende journalistens holdning, inden du forholder dig til hans journalistik?

Personligt foretrækker jeg at vide, hvor journalisten selv står. Det er en slags varedekleration, der gør det nemmere for mig at fortolke journalistikken.

Samtidig gør det også journalistikken mere vedkommende, fordi jeg kan mærke, at journalisten vil noget med det, han laver. Han gør det ikke kun, fordi det er hans job.

13/10/2013 - 19:53

Poul Smidt

Jacob Kwons udsagn er i denne artikel noget filosofisk gylp. Det er så tomt og så skævt, at han må være citeret forkert. Og retligt uden hold i de resultater, der er nået gennem årtiers debat om offentligt ansattes ytringsfrihed. Hvis privatperson Adam Holm ikke må kronikere, at religion er noget møg, må hans kolleger så ikke fortælle til Billed Bladet eller ved et offentligt møde på Askov Højslole, at de går i kirke hver søndag? Må de invitere Se og Hør med til kirkebryllup og sige, at de har afgivet et alvorligt ment løfte til Gud?

Der er ifølge Kwon grænser for HVILKE holdninger de må lufte i det offentlige rum. Skal man tage dette udagn for pålydende, så må Kwons stillingsbetegnelse ændres til politisk kommissær
En eller flere af Holms kolleger skulle prøve at sige noget positivt om sit /deres gudsforhold, og så afventer vi balladen, Hvis Kwon kritiserer det, får han verbale tæsk, hvis han ikke kritiserer det, så dokumentere han, at han er ansat som politisk kommissær.Og derfor skal han så fyres. Se så at komme igang med at omfavne Jomfru Maria eller Jesus så offentligt som muligt.




14/10/2013 - 09:04

David Wedege

Værterne "brander" DR, men er det ikke fuldkommen meningsløst, at en offentlig institution som DR skal brandes? Branding har kun til formål at maksimere indtjeningen for en privat virksomhed ved at give forbrugerne nogle særligt varme følelser, når de ser et logo på butikshylden. Det giver jo ingen som helst mening for offentligt finansierede og politisk kontrollerede virksomheder som Fødevarestyrelsen, Østjyllands Politi, DR og Kriminalforsorgen.

15/10/2013 - 21:01

Admin

Journalisten har slettet tre indlæg, da de ikke overholdt retningslinjerne for debat her på siden.

http://journalisten.dk/retningslinjer_for_debat

/Admin

15/10/2013 - 21:10

Jeppe Morgenthaler

En grotesk sag.

Overvej en gang om det ikke for h*lvede i stedet ku' være DRs opgave at *oplyse* borgerne - og ikke tage latterlige hensyn til den en eller anden større eller mindre gruppes usynlige ven.

For hvor går grænsen - må han nedgøre Thor? Zeus? The Flying Spaghetti Monster?

Hvor Jacob Kwon prædiker upartiskhed burde han prædike fornuft. Det skriger til himlen.

16/10/2013 - 09:24

Christine Pachner

Synes faktisk også det er helt helt galt at det er rigtige mennesker der sidder og styrer DR/TV2. For at vi kan have tillid til at vi får en helt objektiv dækning af nyheder, forskningsresultater og andre interessante hændelser, foreslår jeg at ham der 3D tegnefiguren fra boxer, eller endnu bedre den absolut tillidsvækkende person fra Guld Adam reklamerne, fremover leverer os disse informationer. De kan så også skrive kronikker, der helt er blottet for enhver form for følelser og kan bevare et ansigtsudtryk der er enhver botox afhængig værdig. Også når deres nærmeste tegneseriefigurer bliver ramt af dybe tragedier og sorg. Er da virkelig dybt chokeret over at en seriøs vært som Adam Holm tillader sig at vise menneskelige egenskaber! Var ikke engang klar over han eksisterede udenfor mit TV.....Ironi, eller snarere sarkasme kan forekomme lige her!
Kan forøvrigt stærk anbefale min GPS til at indtale tekst, hun får ikke den mindste irritation eller følelse i stemmen. Heller ikke når jeg for syvende gang ignorerer hendes råd om at lave en u-vending på motorvejen.

17/10/2013 - 12:42

Anne Domino

Spøjst! Har netop interesseret mig for emnet ytringsfrihed her omme i det offentlige - specifikt Region Midtjylland - hvor vi på intranettet her op til valget i kommuner og regioner fandt det belejligt at oplyse vores 25.000 medarbejdere, hvordan de kan forholde sig - og ytre sig offentligt om politik. Sagen er jo, at vores øverste ledelse består af hele 41 politikere, så som medarbejder KUNNE man jo forledes til at tro, at man gjorde bedst i at holde sin mund. Men her i regionen ser vi faktisk ikke noget problem i, at vores medarbejdere er engagerede samfundsborgere. Vi hylder såmænd også ytringsfriheden. Der var god hjælp at hente i kapitel 3 i "God adfærd i det offentlige", som jeg tillader mig at linke til her. http://hsu.ku.dk/pdf/god_adfaerd_juni_2007.pdf/ Og hvis man - bare for eksperimentets skyld - opfatter DR som en offentlig virksomhed og henholder sig til teksten i "God adfærd...", så er Kwon - efter min vurdering - ude på et skråplan. Faktisk får jeg en rigtig skidt fornemmelse i maven over Kwons udtalelser og bliver helt flov, fordi de minder mig om noget, som sluttede for længe siden - noget med nogle østlande og noget censur. Men jeg kunne selvfølgelig ikke drømme om at blande mig i DRs personalepolitik. DR er jo DR og betalt af - HOV! Af mig! Hvis DR er vores alle sammens, så kan det godt være, at jeg blander mig alligevel: Kwon. Jeg er ked af det, men jeg synes altså, det er en ommer.

25/10/2013 - 11:23

Carsten Olsen

Det er næsten absurd. Inden for politik er det ofte tydeligt, hvor DR journalisten har sine sympatier. Men det bemærkes sikkert ikke engang, fordi de samme sympatier er gængse hos de allerfleste kolleger.

12/02/2016 - 23:52

Ulla Kirstine Enevoldsen

Vi risikerer selvcensur og robotter i DR istedet for levende engagerede mennesker med personligholdninger. Vel og mærket åbne slags, journalister som spiller med åbne kort og de kan ansvar for det og interwieve gæsterne i fair play.

Seneste jobopslag

JA, DU SKAL ARBEJDE HÅRDT HER!

TV 2
Ansøgningsfrist: 10.03

Digital avisredaktion søger to barselsvikarer

Kristeligt Dagblad
Ansøgningsfrist: 18.03

Pressemedarbejder

Dansk Flygtningehjælp
Ansøgningsfrist: 25.02

Pressechef til pædagogernes fagforening

BUPL - BØRNE- OG UNGDOMSPÆDAGOGERNES LANDSFORBUND
Ansøgningsfrist: 08.03

Er du DR’s nye digitale madjournalist?

DR
Ansøgningsfrist: 24.02

Kommunikationschef

Økologisk Landsforening
Ansøgningsfrist: 06.03

Kommunikationschef

VIVE - Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd
Ansøgningsfrist: 04.03

Adjunkt til Kommunikationsuddannelsen på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole

Danmarks Medie- og Journalisthøjskole (DMJX)
Ansøgningsfrist: 01.03

Pressechef med blik for et af Danmarks vigtigste erhverv

Landbrugsstyrelsen
Ansøgningsfrist: 03.03

Kommunikationsmedarbejder

Diabetesforeningen
Ansøgningsfrist: 22.02

Redaktør til Roskilde Festivals mediehus

Roskilde Festival
Ansøgningsfrist: 03.03

Kommunikationsmedarbejder til Bibliotekerne

Hillerød Kommune
Ansøgningsfrist: 20.02

Webredaktør (Barselsvikar) til Kommunikation på Københavns Universitet

Københavns Universitet
Ansøgningsfrist: 04.03

Kommunikationsmedarbejder

Region Hovedstaden
Ansøgningsfrist: 20.02

Skrivende redaktør til nyt magasin

Efterskoleforeningen
Ansøgningsfrist: 24.02

Marketing- og kommunikationsmedarbejder

Naturhistorisk Museum Aarhus
Ansøgningsfrist: 22.02