Puk Damsgård Andersen og Erkan Özden er DR's nye korrespondenter i Mellemøsten og USA.
DR har netop offentliggjort navnene på de to journalister, der skal overtage korrespondentposterne fra Steen Nørskov i Mellemøsten og Claus Fahrendorff i USA.
Det bliver Puk Damsgård (32), der overtager posten i Mellemøsten. Hun har hidtil været freelancekorrespondent for DR og Jyllands-Posten med base i Kabul, Afghanistan, og har også skrevet for udenlandske medier, for eksempel New York Times.
Erkan Özden (33) går fra værtsrollen på TV Avisen til korrespondentposten i Washington, USA. Erkan Özden har flere års erfaring fra både DR's udlandsredaktion, DR2 Udland og udlandsture som reporter.
De nye udnævnelser kommer som del af en større korrespondentrokade i DR.
Ifølge nyhedsdirektør Ulrik Haagerup er det en del af DR's forstærkede satsning på udlandsstoffet, som også slås fast i den nye public service-kontrakt.
»Det er et af vores absolut vigtigste indsatsområder i de kommende år, da selv nyheder, der foregår langt væk, får større og større indflydelse på og betydning for danskernes hverdag,« siger Ulrik Haagerup i en pressemeddelelse.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.