DR-tillidsmand: Ingen lønstigning forkert strategi

Tillidsmand for TV-Avisen, Jørgen Laurvig, mener ikke at forslaget om nul kroner i lønstigning er specielt godt timet.

Tillidsmand for TV-Avisen, Jørgen Laurvig, mener ikke at forslaget om nul kroner i lønstigning er specielt godt timet. "Det lyder umiddelbart meget sympatisk, og det er fint at bringe et offer på bordet for at forhindre fyringer, men vi skal bare være sikre på, hvad det er, vi gør," siger han.

For hvis medarbejderne allerede nu melder ud, at de er parate til ikke at stige i løn, finder de aldrig ud af, hvor mange penge DR ville være villige til at lægge på bordet.
"Når vi sidder og forhandler overenskomst er det jo hemmeligt, hvad DR har i puljen til lønstigninger," siger Jørgen Laurvig.

Han frygter, at medarbejderne ikke vil få det optimale ud af situationen.
"Det kan gå hen og blive en meget tom gestus. Pengene kan hurtigt drukne i alt muligt andet, hvis vi allerede nu siger, at vi er klar til nul kroner i lønstigning," siger Jørgen Laurvig.

Jørgen Laurvig mener, at problematikken skal vendes på hovedet.
"Vi skal hellere gå ud og forhandle om lønstigninger, og når vi så har fået pengene, kan vi diskutere om DR skal beholde pengene og konvertere dem til stillinger. Det giver bedre mening, da vi så kan vide, hvor mange job, der kan reddes på den konto," siger han.

Men overenskomsten handler også om andet end økonomi for Jørgen Laurvig.
"Denne gang skal der reelle forbedringer på nogle specifikke områder, og dem vil vi ikke opgive ved at sige, at vi laver en nul-overenskomst på grund af den nuværende krise," siger han.

Jørgen Laurvig vil for eksempel hellere have forbedringer på ferie, bedre pensionsbidrag og bedre kompensation for natarbejde.

Han mener i bund og grund, at man hellere skulle kigge på andre redningsplaner, end løn-stop.
"Man skulle for eksempel hellere fortsat prøve at få Realdania til købe koncertsalen og leje den ud til DR. Eller få Ørestadsselskabet til at spytte i kassen. Det er der meget mere perspektiv i og lidt goodwill fra Realdania eller Ørestadsselskabet, er bedre end goodwill fra de i forvejen hårdt prøvede medarbejdere i DR," mener Jørgen Laurvig.

0 Kommentarer