Stemningen er trykket på P1 oven på forslaget om at lave en privat konkurrent til kanalen. Og hvis P2 lukker, kan ordkanalen også blive tvunget til at spille klassisk musik. »Hvor ren en P1 kan vi beholde?« spørger tillidsmanden i interview med Journalisten.dk.
Det ender med et blodbad på DR, når politikerne har forhandlet det nye medieforlig på plads. Det forudser i hvert fald Lasse Jensen, der er freelancejournalist og vært på P1's Mennesker og Medier. Også andre har diskuteret DRs fremtid efter forliget – blandt andet på baggrund af forslaget om at lave en privat konkurrent til P1.
Den debat påvirker medarbejderne, både på P1 og på DR generelt.
»Det er klart, at tankerne er et andet sted for tiden. Stemningen er lidt trykket, for det er et grimt forlig, der er lagt op til,« siger Tage Baumann, der er tillidsrepræsentant på DR, blandt andet for flere P1-programmer. Han arbejder selv på P1 Orientering.
Ifølge Tage Baumann er det især to ting, der bekymrer medarbejderne på P1, når snakken falder på medieforliget.
»Selvfølgelig går vi med overvejelser på DR generelt om, hvad der sker, hvis vi mister 275 millioner kroner, eller bliver tvunget til at lægge nogle af dem ud i det private. Vi ved ikke, om det betyder stillinger, og selvfølgelig er der en vis utryghed om det,« siger han til Journalisten.dk.
Oven i de overvejelser er medarbejderne på P1 også nervøse for de rent praktiske konsekvenser, hvis P2 bliver lukket.
»Selvom DR mister P2, så er der ingen, der siger, at vi mister forpligtelsen til at sende det, der har ligget på P2. Det skal vi stadig gøre, og det skal stadig produceres. Det koster penge,« siger Tage Baumann og fortsætter:
»Hvordan kan vi massere P2 ind i P1? Medarbejderne overvejer jo, om det her ikke ender med, at en del af det, der spilles på P2, bliver lagt over på P1. Hvad gør det ved P1, der er en baggrunds-, videns- og kulturkanal – primært en ordkanal? Det er selvfølgelig en bekymring, hvor ren en P1, vi kan beholde. Hvis der skal lægges klassisk musik hos os, hvad gør det så ved folks opfattelse af, hvad P1 er?« siger han.
Er der noget, du som tillidsmand er særligt opmærksom på lige nu i denne her sag?
»I det store spil vil tillidsmandens opmærksomhed altid være på, om det her betyder, at stillinger skal reduceres. Jeg taler ikke om folk, der skal fyres, det kan jo også være mindre freelancearbejde til nogle af vore kolleger. Det er klart, at når det drejer sig om kollegernes levebrød, så er det der, opmærksomheden er størst.«
Ifølge Tage Baumann bliver det sværere for medarbejderne at forholde sig til forliget, fordi debatten og forhandlingerne stadig står på.
»Det her er svært for os, for det er alt sammen så svævende. Vi ved jo knapt nok, om der er et fasttømret flertal bag det udspil, der er kommet. Mange af DRs medarbejdere arbejder ved at tænke frem til næste sæson, næste budget, for at videreudvikle formater og programmer, og det kan godt være, at lysten, incitamentet, til at gå begejstret ind i den slags arbejde ikke er der, når man ikke ved, hvordan rammerne bliver.«
2 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Kære Luci Smith
Det er ikke privatisering at lade kopskattemidler flyde fra et selskab til et andet når begges indhold er styret af lovgivningen.
Jeg er så træt af al denne latterlig privatisering!
Vi har jo betalt for det en gang. Nu skal det sælges/ udliciteres og så skal vi senere købe det tilbage som man gør p.t. med the Tube i London, fordi nogle åndsfraværende politikere lavede en ideologisk korstog, der mislykkes.
Privatisering er for de rige. Del- og herskepolitikken under Fogh og nu Løkke-Lene.
Minimalstatens største talerør i Danmark burde få en regning for hvad det kostede at placere ham som NATO generalsekretær og hjælpe sønnike til at blive amerikansk statsborger. Og det vil sikkert kunne betale for både radiokanaler og sygeplejersker og hjemmehjælpere.
Trist for mine nabo, DR på Amager, condolancer på forhånd. Man ved at der er så meget der endnu ikke fungerer i det hus.