DR Sportens medarbejdere har netop besluttet, at de fortsat nedlægger arbejdet. Det betyder, at den arbejdsnedlæggelse, der blev sat i gang i går eftermiddags, fortsætter. Det bekræfter tillidsrepræsentant på Radioavisen og P3 Nyhederne, Elle Kindt, over for Journalisten.
Medarbejderne nedlagde arbejdet i protest over en fyringsrunde, der skal rette op på DR Sportens økonomi. Ifølge medarbejderne skal der findes knap tre millioner. Her til morgen fik to kolleger at vide, at de skal fyres.
Den fortsatte arbejdsnedlæggelse er netop besluttet på et fagligt møde.
"Vi vil nu bruge resten af dagen på at sunde os, støtte de kollegaer, der er blevet ramt, og så vil vi søge svar hos nyhedsdirektør Ulrik Haagerup på de mange spørgsmål, som står uafklaret tilbage i et på alle måder utilfredsstillende forløb," skriver medarbejderne i en fælles udtalelse. Du kan se hele udtalelsen på Journalisten.dk her.
Tillidsrepræsentant: Kan godt forstå det
DR's fællestillidsrepræsentant, Anne Serlev, kan godt forstå medarbejderne:
»Som tillidsrepræsentant kan jeg selvfølgelig ikke acceptere det, men som "Anne Serlev" har jeg fuld forståelse. Folk er enormt vrede, og de savner en forklaring,« siger Anne Serlev til Journalisten.
Hun fortæller, at stemningen blandt medarbejderne er anspændt.
»Folk er rimeligt utilfredse. De synes, at når vi går ind i forhandlinger og samarbejder, så er det ærgeligt, at vi ikke kan nå et resultat, der hedder "ingen fyringer",« siger hun.
Anne Serlev: Forbløffet
Journalisten kunne tidligere i dag bringe uddrag af en intern mail, som sportschef i DR Jacob Kwon har rundsendt til medarbejderne. Her beskriver han resultatet af dagens spareøvelse. Men i en passage nævner han også, at fyringer kunne have været undgået:
”Jeg vil gerne slå fast, at vi har forhandlet konstruktivt med journalistgruppen, og vi har lagt et løsningsforslag på bordet, som ville have forhindret afskedigelser, men det kunne i sidste ende ikke accepteres af DJ. Som konsekvens af det nedlægges to stillinger,” lyder det i mailen.
Anne Serlev er overrasket over den udmelding fra chefen.
»Jeg må sige, at jeg er meget forbløffet over, at han refererer fra et lukket forhandlingsrum,« siger hun.
Også DJ's næstformand, Lars Werge, undrer sig over udmeldingen fra Jacob Kwon:
»Han må jo have haft et behov for at forklare sig over for medarbejderne. Men det er usædvanligt at melde den slags ud. Når man indgår forhandlinger, går man ind i er det et lukket rum, som man normalt ikke refererer fra. Der er ikke nogen grund til at komme det nærmere, end at sige, at man ikke kunne blive enige,« siger han.
Af samme grund vil Anne Serlev heller ikke fortælle, hvilke konkrete forslag der var på bordet under forhandlingerne. Men:
»De forslag, der er tale om, var overenskomststridige. Derfor havde de ingen gang på jord,« siger hun.
Lars Werge afviser, at der skulle være noget at udsætte på DJ's rolle i sagen. De har gjort, hvad de kunne i forløbet, siger han.
Medarbejdere kræver uforbeholden undskyldning
DR Sportens medarbejdere tager også i en udtalelse kraftigt afstand fra netop den formulering fra Jacob Kwon:
"Til sidst ønsker medarbejderne på DR Sporten på det kraftigste at tage afstand fra en påstand, som Sportens chef, Jacob Kwon, er fremkommet med i en mail til alle ansatte i DR Nyheder. Kwon påstår, at ledelsen "har lagt et løsningsforslag på bordet, som ville have forhindret afskedigelser, men det kunne i sidste ende ikke accepteres af DJ. Som en konsekvens af det nedlægges to stillinger," skriver de.
"Det er vigtigt at understrege, at det omtalte forslag ville betyde et brud med den gældende overenskomst. Vi finder det fuldstændigt utilstedeligt, at Sportens chef, Jacob Kwon, forsøger at give Sportens medarbejdere skylden for de fyringer og nedskæringer, der i dag har ramt os. Jacob har efterfølgende forsøgt at bløde sine formuleringer op. Men skaden er sket. Og vi forventer en uforbeholden undskyldning," fortsætter de.
DJ's forhandlingschef afviser kritik
Journalisten har talt med DJ's forhandlingschef, Claus Iwersen, om kritikken. Han ønsker ikke at forholde sig til det konkrete eksempel.
»Helt generelt kan jeg sige, at hvis de ideer og tanker, man som tillidsrepræsentant har, ligger uden for de overenskomstmæssige rammer, så skal de godkendes af DJ’s hovedbestyrelse. Og man vil først kunne gennemføre dem, når og hvis bestyrelsen godkender,« siger han.
»Derfor er det altid en afvejning for tillidsrepræsentanterne af, om man tror, at de løsningsforslag, man har, rent faktisk kan blive godkendt. Ellers er det en dødssejler, og det kan være skadeligt for hele processen.«
»Et klassisk eksempel – som ikke gør sig gældende i det her tilfælde – er, hvis vi man foreslår, at alle ansatte går 5.000 kroner ned i grundløn. Grundlønnen er fikseret i overenskomsten, og derfor vil det være meget usædvanligt at godkende,« siger han.
Anne Serlev vil dog også gerne rose ledelsen for at lytte.
»Men jeg vil gerne medgive, at vi har forhandlet konstruktivt, og ledelsen har været lydhør. Det håber jeg, den fortsætter med,« siger hun.
Jacob Kwon har skrevet til Journalisten, at han ikke har kommentarer til sparerunden.
Opdateret 11.48: Udtalelse fra DR-medarbejderne tilføjet.
Opdateret 11.58: Interview med Claus Iwersen tilføjet.
Opdateret 16.38: Interview med Lars Werge tilføjet
10 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Velkommen til nationen.dk
Jonas !! Hvornår har du sidst set at strejker førte noget positivt med sig ? Og nej , jeg skammer mig sgu ikke , har ikke en skid at skamme mig over , går på arbejde hver dag og er med til at sørge for at hjulene i samfundet snurrer rundt i den rigtige retning . Og skulle jeg blive fyret , fandt jeg hurtigt noget andet , har jeg aldrig haft svært ved !!! Så luk røven Jonas !!!
Allan !!! Ja det skulle jeg da mene , det er da klart at man bliver hidsig over sådan nogen aber , der tror at folk vil savne deres åndsvage , intetsigende programmer , Til at brække sig over den postyr over et par hoveder der ryger , de må bare ud og finde noget andet at lave , Slut . Der er 100 vis af mennesker der mister deres job hver dag , hvorfor er det så slemt at de to mister deres ? Jeg brækker mig over hele det her postyr !!!!
Som ansat i DR (ikke journalist) er det tåkrummende at følge journalisternes (over)reaktion på to fyringer. Det er ikke engang et år siden at der røg ca. 40 ansatte i teknikken og her var der ingen strejke eller sympatitilkendegivelser. Dette bekræfter blot det billede mange af de øvrige faggrupper har af journaliststanden: I er møgforkælede.
Godt at høre, at medarbejderne strejker i solidaritet med deres kollegaer, som er blevet behandlet møg-uretfærdigt!
Flere