DR vinker nu endegyldigt farvel til de politiske partiers egne præsentationsprogrammer, skriver JydskeVestkysten, som citerer et brev fra DRs generaldirektør Christian S. Nissen til de politiske partier, hvor han anfører, at DR fremover vil satse på at informere om partiernes synspunkter gennem direkte spørgsmål og debat.
Ifølge avisen har Venstre allerede protesteret over beslutningen, som partiet mener, er i strid med DRs public service-forpligtelse.
Det afviser generaldirektøren med en henvisning til, at TV 2 har samme forpligtelse – »og ingen har hidtil forlangt af TV 2, at de også bringer præsentationsprogrammer,« siger Nissen.
Samtidig ophæver DR den såkaldte spærretid, der betød, at politikere ikke kunne deltage i andre programmer end valg- og nyhedsudsendelser under en valgkamp. Så fremover kan politikere godt deltage for eksempel i underholdningsprogrammer, efter valget er udskrevet.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.