search

DR slår tilbage mod Ekstra Bladet

Ekstra Bladet skrev på lederplads, at DR skylder en forklaring på, hvorfor der ikke bliver spillet mere dansktopmusik. Beskyldningen kom, på trods af at DR's musikchef havde givet et interview, som ved en fejl blev redigeret ned til ét citat, svarer DR.

Ekstra Bladet skrev på lederplads, at DR skylder en forklaring på, hvorfor der ikke bliver spillet mere dansktopmusik. Beskyldningen kom, på trods af at DR's musikchef havde givet et interview, som ved en fejl blev redigeret ned til ét citat, svarer DR.

Det skriver fagbladet Journalisten i dag. 

Kampagnejournalistik af værste skuffe. Sådan ser chefredaktør for musik i DR Ole Mølgaard på Ekstra Bladets dækning af, hvordan DR prioriterer dansktopmusikken.
Ole Mølgaard stillede op til interview med Ekstra Bladets journalist, og det var derfor med stor forundring, at han på lederplads i Ekstra Bladet kunne læse, at DR ifølge Ekstra Bladet skyldte en forklaring på, hvorfor der ikke bliver spillet mere dansktopmusik på P3 og P4. Da han bladrede avisen igennem, kunne han imidlertid ikke finde det interview, han havde givet.
»Det er fair nok at skrive på lederplads, at man mener, at vi gør et dårligt arbejde, og at man er uenig med DR. Men Ekstra Bladet bør vel citere det, den kritiserede part siger, og så lade læserne forholde sig til det,« siger Ole Mølgaard.

På Ekstra Bladets lederplads stod der: "Vi mangler i dén grad en forklaring fra Danmarks Radio. Oprøret fra dansktoppen er prøvet før – og hver gang dukker en nedladende afdelingsleder op og forklarer træt, at folk bare kan købe en DAB-radio…"
Senere i lederen stod der: "Det er frækt. Folk betaler deres licens, og det mindste, DR's ledelse kan mande sig op til, er at komme med nogle begrundelser, man kan forholde sig til. Synes de, det er skadeligt for danskernes åndelige udvikling? Er det for dårligt? Sig noget!"

Efter at have læst lederen kontaktede Ole Mølgaard journalisten fra Ekstra Bladet. Samtidig kontaktede DR's pressechef chefredaktør Poul Madsen. Ekstra Bladets journalist Torben Rask Laursen beklagede over for Ole Mølgaard og sagde, at der var sket fejl i redaktionssekretariatet, og at interviewet derfor ikke var kommet med i sin fulde længde. Interviewet var blevet kortet ned til et enkelt citat fra Ole Mølgaard.
Torben Rask Laursen bekræfter, at der skete en redaktionel fejl.
»Men vi kan se os selv i øjnene på den måde, at vi taler med ham igen,« siger Torben Rask Laursen.
Ole Mølgaard stillede op til et nyt interview i den forventning, at Ekstra Bladet ikke igen ville fremstille det, som om han ikke ønskede at tale med Ekstra Bladet. Men han oplevede den næste leder som en yderligere stramning af billedet af DR som en lukket institution.
"At rive et klart svar ud af Danmarks Radio om dansktop-musik er som at fange en guldfisk i et 2000-liters akvarium. Vips – så smutter de mellem fingrene på en og slår et fornærmet smæk med halen."

Torben Rask Laursen er uenig i, at Ekstra Bladet har fremstillet DR som en lukket institution, der ikke vil give forklaringer.
»Det er noget vrøvl. Ole Mølgaard får lov til to gange at imødegå kritikken. Vi citerer ikke hvert et ord, for Ekstra Bladet har sin redigeringsret, ligesom DR har det,« siger Torben Rask Laursen.
Chefredaktør Poul Madsen har ikke kendskab til, at der skulle være sket en redaktionel fejl og vil derfor ikke forholde sig til det. Man han mener, at Ekstra Bladet har sit på det tørre.
»Fordi man taler med nogen i lang tid, er det ikke nødvendigvis sådan, at de forklaringer, man kommer med, er fornuftige, fyldestgørende og dækkende for det, der foregår. Det er nøjagtig dét, vi angriber på lederplan,« siger Poul Madsen og henviser til, at Ole Mølgaard var citeret i det helt korte interview samme dag. •

Kommentarer
0

Husk at skrive dit fulde navn og en gyldig mail-adresse i felterne ovenfor, ellers vil din kommentar blive fjernet. Du kan se Journalistens regler for kommentarer her.
Tak fordi du deltager i debatten!

keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen