DR's nye redaktion i Sydney © (C) DR
Det lød lidt anderledes end normalt for de lyttere, der hørte Radioavisen kl. 3 i nat og de næste par timer frem. For der var sket noget med Radioavisen.
Der blev faktisk skrevet radiohistorie med udsendelsen, for udsendelsen blev afviklet direkte fra DR’s nye redaktion i Sydney, 16.000 kilometer væk. Det skriver DR.
Udsendelsen blev til efter flere års forberedelse og sendt fra et remote-studie, som fungerer på samme måde, som når P4 sender direkte udsendelser fra steder uden for DR.
DR har oprettet redaktionen med fem medarbejdere i Sydney for at udnytte tidsforskellen, så det ikke er natarbejde at lave nyheder til danskerne, når det er nat herhjemme.
Dermed er DR fulgt i hælene på Ritzau, som i flere år har haft en redaktion i Sydney.
Ud over at lave Radioavisen har de fem danske journalister på redaktionen til opgave at skrive nyhedsartikler til dr.dk og forberede morgendækningen til de øvrige DR-platforme på de historier, der opstår sent om aftenen og om natten.