12 stillinger er sparet væk i TV-A, og flere fyringer er formodentlig på vej.
Der skal i alt spares 45 millioner kroner på DR-TV til næste år, og det kommer formodentlig til at betyde nye fyringer.
Besparelserne kommer blandt andet, fordi DR har fået 30 millioner kroner færre ind i licenskroner end de plejer, og fordi DR mister 15 millioner kroner ved at stoppe med at sende sponsorerede programmer. I første omgang har det betydet, at syv journalister og fem teknikere i TV-A spares væk, og at det ugentlige program Kriminalmagasinet bliver nedlagt.
Der er dog formentlig flere fyringer i sigte, for pengene er ikke hentet hjem ved at fjerne de 12 stillinger. Ledelsen har allerede signaleret, at der skal laves færre programmer, og de eksisterende skal laves billigere.
DRs ledelse kommer først i september med et udspil til, hvordan resten af pengene skal findes.
På radioen er stemningen også trykket. Den netop overståede udbudsrunde, hvor afdelingerne konkurrerede med andre afdelinger og selskaber ude i byen, viser, at Radio/Samfund på P1 for eksempel ser ud til at miste en stor del af deres programmer. Derfor bliver deres budget skåret ned med 25 procent til næste år, og det kommer i høj grad til at gå ud over medarbejderne.
“Det er chokerende, og det er netop den slags personalemæssigt kaos, vi advarede imod, da ledelsen foreslog denne her udbudsmodel,” siger Morten Uhrenholdt, formand for Journalistgruppen i DR.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.