DRs nye formand, Michael Christiansen, har aldrig set X-faktor, afslører han over for DRs nyhedsbrev DRåben. Og som seer bliver han rasende, hvis DR forsøger at pådutte ham holdninger.
Han er til samfund, debat og kulturstof, men underholdningsstoffet er endnu ukendt land for den nye DR-formand.
»Jeg er ked af at sige det, men jeg har faktisk ikke set X Factor, så jeg kan ikke udtale mig om det. Men lovgivningen er klar: DR skal lave både brede og smalle programmer, og programmerne skal være af høj kvalitet. Hvis X Factor er det, ser jeg ingen problemer. Hvis det ikke er, kan jeg sætte et spørgsmålstegn. Men, som sagt, jeg har ikke set det, så jeg kan ikke udtale mig,« siger Michael Christiansen til DRåben.
Han antyder også en stor overfølsomhed over for smagsdommeri og politisk tendens i journalistikken.
»Jeg bruger DR som et værktøj til at skærpe min opmærksomhed mod de samfundsmæssige og kulturelle problemstillinger i Danmark og omverdenen. Men DR skal ikke fortælle mig, hvad jeg skal mene – så bliver jeg rasende,« siger han.
Bestyrelsen i DR har i den seneste tid været præget af uro og kritik – først og fremmest gennem Ole Hyltofts udtalelser. En af forventningerne til Michael Christiansen som bestyrelsesformand er, at han vil skabe ro og lukke munden på Hyltoft og andre kritikere. Men det skal man ikke være alt for sikker på.
»Jeg er selv af den opfattelse, at det er i bestyrelseslokalet, man skændes og kritiserer hinanden, og at det er mindre hensigtsmæssigt at man kritiserer eksternt, når man har et internt job. Men på den anden side skal man ikke være hellig. Jeg tror måske at min accepttærskel for den slags ting ligger noget højere end de fleste andre menneskers,« siger han til DRåben.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.