DR har sikret sig rettighederne til at sende live fra ishockeykvindernes VM-opgør, der afgøres i Danmark over de kommende uger.
Med i opgøret er det danske landshold, der skal møde sine modstandere i de indledende kampe i Frederikshavn fra 25. august til 30. august. Semifinalerne og finalen spilles i Herning lørdag den 3. september og søndag den 4. september.
Det er første gang, VM i ishockey for kvinder afvikles på dansk grund, og der er høje forventninger til de danske kvinder, der var tæt på at spille sig i kvartfinalen ved vinter-OL i Beijing.
”Vi er glade for, at det er lykkedes os at sikre rettighederne til at sende fra turneringen, fordi det passer perfekt med DR’s strategi om at dække dansk eliteidræt, og særligt når det oveni købet er en VM-slutrunde på dansk grund,” siger Anders Kern Boje, underdirektør i DR Nyheder med ansvar for Sporten, i en pressemeddelelse.
”De danske ishockeykvinder har været inde i en fantastisk udvikling de senere år, og det nåede sit foreløbige højdepunkt med deltagelsen ved OL i Beijing og den sensationelle sejr mod Tjekkiet. Det er en af de meget succesfulde fortællinger i dansk elitesport de senere år,” tilføjer han.