300 millioner husstande vil den 17. december kunne se dansk tv og "den største debat på jorden". Værten bliver dog engelsk.
Under titlen "The Greatest Debate on Earth" skal december måneds klimatopmøde i København slutte af med en debat i DRs koncertsal, hvor fem toppolitikere fra topmødet vil diskutere og perspektivere resultaterne og svare på spørgsmål fra de 1.600 tilhørere i salen.
Producenter for udsendelsen er DR i samarbejde med BBC World News.
"Vi her får en åben debat mellem fem af verdens mest magtfulde personer. Samtidig får vi i bedste BBC- og DR-tradition for fri og uafhængig journalistik stillet konkrete spørgsmål til verdens topledere om, hvad de har opnået af aftaler for klimaet ved COP15," siger DR's mediedirektør Lars Grarup, der kalder produktionen for et stykke "dansk mediehistorie".
Det bliver dog hverken Natasja Crone eller Reimar Bo, der den 17. december kommer til moderere de komplicerede klima-diskussioner for den ganske verden. Vært bliver engelske Stephen Sackur, der er kendt fra BBC World News-programmet HARDtalk.
Publikum vil være sammensat af internationale studerende, NGO'er og erhvervsfolk.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.