DR samler musikkanalerne

Danmarks Radio foretager de næste måneder en større omrokering af musikdækningen på radiofronten. »Det er ingen spareøvelse,« siger DR-kulturdirektør Morten Hesseldahl til Journalisten.dk. (Opdateret)

Danmarks Radio foretager de næste måneder en større omrokering af musikdækningen på radiofronten. »Det er ingen spareøvelse,« siger DR-kulturdirektør Morten Hesseldahl til Journalisten.dk. (Opdateret)

Danmarks Radio foretager de næste måneder en større omrokering på radiofronten.

Konkret betyder det, at DR's musikradio – P3, P6 Beat, P7 Mix og P8 Jazz – bliver en del af samme afdeling, som endnu ikke har fået et navn. Den nye afdeling vil blandt andet også stå for KarriereKanonen og P3 Guld.

Ann Lykke Davidsen stopper som P3-chef, mens kulturdirektør Morten Hesseldahl bliver konstitueret som ny leder. Christian Ottenheim, souschef på P3, og Jan Laursen fra P6 Beat bliver souschefer. Ottenheim vil have ansvaret for underholdnings- og aktualitetsprogrammer, mens Jan Laursen vil stå for musikkanalerne.

»Der er ingen økonomisk gevinst for DR ved sammenlægningen. Vi laver den for at styrke formidlingen af den rytmiske musik og musikjournalistikken. Sammenlægningen kan skabe et bedre fagligt samarbejde på tværs af kanalerne,« siger Morten Hesseldahl til Journalisten.dk

Han understreger, at alle de berørte kanaler fortsat vil beholde deres egne musikalske og journalistiske profiler.

Hvornår vil sammenlægningen være gennemført?
»Den her slags ting kommer aldrig helt på plads, men vi håber, at vi i løbet af de næste par måneder kommer nærmere målet. Vi skal jo blandt andet have set nærmere på ledelsens sammensætning,« siger Morten Hesseldahl.

Den nu tidligere P3-chef Ann Lykke Davidsen forlader DR med organisationsændringen.

»Jeg har siddet under den tredje generaldirektør, og så tænkte jeg, 'ved du hvad, jeg kan ikke se mig selv i den her nye organisation'. Kulturdirektøren tager nogle beslutninger, og dem kan man så være enig, delvist enig i eller uenig i,« siger Ann Lykke Davidsen til politiken.dk.

Hun ser omstruktureringen som noget helt naturligt.
»Det handler om at optimere hele tiden, gøre tingene på en anden måde og ryste posen lidt. Det er ikke fordi, man skal spare mange penge overhovedet. Men denne her gang, så bliver den rejse uden mig,« siger Ann Lykke Davidsen.

 (Opdateret klokken 13:45 med citater fra Morten Hesseldahl)

0 Kommentarer