Programmer inden for underholdning, aktualitet, fiktion, satire og musik er blevet lagt ud i åben licitation fra DRs radiodel. I alt er syv såkaldte slots udbudt i åben licitation, mens 19 andre er lagt ud, så DRs nuværende redaktioner kan byde ind, uden ekstern konkurrence.
Det betyder, at redaktioner i DR skal konkurrere med produktions-selskaber ude i byen om at få programmerne. Og med hinanden.
»Chefredaktionen skal fremover betragtes som kunden,« siger programchef på radioen, Jesper Grunwald.
Når DR udliciterer radioprogrammerne, sker det ifølge Jesper Grunwald fordi, DR tror på, at der også findes talent andre steder end inden for DRs egne mure.
»Derudover er det sundt med konkurrence, og på denne måde kan vi måle vores egen virksomhed med verden udenfor.«
Ideen er ikke ny, men det er første gang, at der i det omfang bliver udliciteret på radioen. Og det er ikke blevet modtaget med åbne arme hos medarbejdere og tillidsfolk.
»Hvis den slags her fortsætter, så kan vi frygte for, at roen i DR ikke fortsætter,« siger formand for Journalistgruppen, Morten Uhrenholdt.
Han er nervøs for, at de problemer udliciteringerne har givet på DR-tv skal gentage sig på radiosiden.
TV-Fakta bød ind på en række programmer, fik dem, men havde sat en for lav pris, og manglede fem millioner kroner. En regnefejl, der kostede 10 stillinger i afdelingen.
»Det var medarbejderne, der betalte for chefernes regnefejl. Det lugter langt væk af, at DR elsker princippet, men ikke har styringsmekanismer, der kan administrere det,« siger Morten Uhrenholdt.
Han er også bekymret for, at personalesammensætningen på radioen skal udvikle sig på samme måde som i TV-Fakta. Her er 60 procent af journalisterne løst ansatte, fordi cheferne, på grund af de interne udliciteringer, kun kan overskue produktionen i korte perioder. De ved ikke om de har et program efter næste omgang udliciteringer.
Tillidsmand på P3 Bo Zushlag mener, at medarbejderne vil gå til de nye opgaver med frisk mod, og han vil ikke beklage sig over udliciteringen. Alligevel er han bekymret.
»Det er et stort ansvar ledelsen tager på sig. For de skal bevise, at det ikke ender i det rod, det har været på tv. Det må aldrig ske.«
Ikke stort drama
Jesper Grunwald har ingen kommentarer til, hvordan tingene har udviklet sig i TV-Fakta, men mener ikke, at det vil blive et problem at få styr på økonomien.
»Det er jo det, vi i chefredaktionen er der for.«
Og han mener, at det er en overreaktion at advare om uro, hvis denne udvikling fortsætter.
»Journalister må jo nok se i øjnene, at verden forandrer sig. Og de udbudte programmer er jo bare en lillebitte del af radioens produktion. Resten vil jo stadig produceres af faste mennesker. Derfor synes jeg ikke, at der skal gøres noget stort drama ud af det her.«
Samtidig advarer han mod vanetænkning fra organisationernes side, og er træt af at høre om, at fastansættelse skulle være det eneste kvalitative ved en ansættelse i DR.
»Vi har altså gode vilkår for vores freelancere. De er ikke et proletariat.«
Undgå uro og rod
Bo Zuschlag mener, at der påhviler ledelsen en stor opgave i at sikre, at der bliver stabilitet på redaktionerne, så en afdeling ikke lige pludselig står helt uden programmer.
»Det vil skabe uro og rod, hvis det sker. Og så kan jeg godt frygte, at de gode medarbejdere vi har, bliver trætte af det og søger væk.«
Jesper Grunwald mener ikke, at det vil ske, fordi DR ikke vil øge mængden af udliciterede programmer.
»Jeg kan ikke give garanti for, hvordan DR ser ud om fem år. Men der er ingen, der har nogen forestillinger om, at radioen fremover bliver en chefredaktion på 30 mennesker og så resten løstansatte. Så jeg er ikke bange for at vi smadrer de gode produktionsmiljøer, der er nu,« siger Jesper Grunwald.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.