Værterne Maria Fantino og Christian Bonde fra Curlingklubben. Philip Davali/Ritzau Scanpix
P3-værten Maria Fantino bliver den nye vært, når den nye sæson af underholdningsprogrammet ”X Factor” skydes i gang i det nye år. Det oplyser TV 2 i en pressemeddelelse.
28-årige Maria Fantino har siden 2018 været en del af værtsduoen bag podcasten ”Curlingklubben” og også været en del af underholdningsprogrammet ”Fantino mod Bonde” på DR.
I værtsrollen har man før set blandt andre Lise Rønne, Eva Harlou og senest Sofie Linde.
Det betyder så også, at DR-programmet ”Curlingklubben” med Maria Fantino og Christian Bonde i værtsrollerne lukker.
Det skriver Maria Fantino på Instagram.
”Det betyder også, at jeg har haft min sidste arbejdsdag på DR efter otte vanvittige og fantastiske år.”
Hun startede på DR i 2015 på praktikforløbet Talentholdet, som DR har skabt til at udvikle unge talenter til mediebranchen.
”Curlingklubben” vandt i årene 2019, 2020, 2021 og 2022 prisen for “Årets Lyd” ved prisuddelingsshowet Zulu Awards på TV 2.