PENGE-AFTALE. DR-medarbejdere siger i disse dage »duer« eller »duer ikke« til de overenskomster, deres tillidsmænd har forhandlet hjem.
Overenskomstresultatet kalder fællestillidsmand Bodil Rahbek for fornuftigt, mens andre godter sig. Stig Paulsen, formand for kontaktudvalget, der er et samarbejdsorgan for alle andre DR-faggrupper end DJ-medlemmerne, siger eksempelvis til DRs nyhedsbrev DRåben:
»Vi i de øvrige organisationer kan så glæde os over, at de har indgået et meget billigt forlig med journalisterne. Det må give noget mere plads til de øvrige overenskomster.«
De nye overenskomster giver de næste to år de fastansatte tre procent oven i basislønnen – i år er stigningen 1,55 procent, næste år 1,45 procent.
»Vi er en virksomhed, hvor politikerne bestemmer økonomien, så vi kan ikke tage til Brasilien, lave en pissegod forretning og tjene en masse penge. Vi har derfor taget ad notam, at licensen næste år stiger med 1,8 procent, og så er det ikke realistisk, at vi forlanger fem procent,« siger Bodil Rahbek.
Ud over basislønnen har DR-medarbejderne en personlig løndel, som medarbejderen en gang om året forhandler med chefen. Bodil Rahbek forventer, at DR under de personlige lønforhandlinger samlet set giver mindst en procent om året i lønstigning.
2004 er det første år, hvor medarbejderne ikke er garanteret en stigning i den personlige løndel.
»Det er nu, at ny løn skal stå sin prøve,« som Inge Borggaard, tillidsmand på DR Midt & Vest, siger.
Ny løn – det vil sige skiftet fra automatiske lønstigninger til personlige forhandlinger om en del af lønnen – var blandt andet årsag til, at de seneste overenskomstforhandlinger i 2002 endte i konflikt.
Et par dage efter, at de netop overstående forhandlinger var faldet på plads, blussede faglige kampe op andre steder i DR.
Ledelsen varslede lockout per 1. juli af DR-medarbejdere organiseret i Dansk Metal og Medieforbundet i DR. Modsvaret er et konfliktvarsel fra HK/Stat, Forbundet Træ-Industri-Byg i Danmark, Malernes Fagforening i Storkøbenhavn – og så Dansk Metal og Medieforbundet i DR.
DR-medarbejdernes dom over overenskomsten ligger klar den 14. juni, hvor stemmesedlerne fra urafstemningen er talt op.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.