EU bliver overset i dansk tv. Derfor skal det skrives ind i public service-aftalerne, at DR og TV 2 skal dække EU mere og bedre. Det mener både V, S og SF.
»Tv er for vigtig en formidler til at lade stå til og lade EU-formidlingen sejle sin egen sø på noget, der reelt ligner markedsvilkår. I sidste ende handler det om prioritering, og der skal signalerne være klare.«
Det mener de tre politikere Morten Løkkegaard (V), Christel Schaldemose (S) og Emilie Turunen (SF), der alle sidder i EU-Parlamentet. De har skrevet en fælles kronik i dagens Berlingske Tidende.
Politikerne mener, at medierne har svigtet EU-dækningen, og de henviser til, at antallet af EU-korrespondenter er faldet drastisk i løbet af de senere år. På europæisk plan er antallet dalet fra 1300 i 2005 til 752 i år. Og i Danmark er antallet af korrespondenter næsten halveret siden 2001, fra 20 til 11, som Fagbladet Journalisten kunne berette op til EU-valget sidste år.
Derfor skal det være et krav til dansk public service-tv, at EU-stoffet bliver prioriteret højere. De tre EU-politikere foreslår, at kravet skrives ind i det nye medieforlig, der er på vej.
»Lige nu kører forhandlingerne om et nyt flerårigt medieforlig, og her vil denne kroniks forfattere gerne slå et slag for, at kravene til en ordentlig EU-dækning også skrives ind i public service-aftalerne. Det er på tide at se i øjnene, at den danske offentlighed aldrig vil få en seriøs, højtprofileret EU-dækning, hvis ikke det bliver et klart defineret public service-område,« skriver de.
Politikerne henviser til britiske og tyske public service-medier: I Storbritannien har BBC gentænkt sin EU-dækning og har i dag en respekteret journalist i spidsen for en EU-redaktion, der er lige så stor som Washington-redaktionen. Tyske ARD har en hel bygning med næsten 100 medarbejdere placeret i Bruxelles, og tyske ZDF har 15 dedikerede medarbejdere.
Hvis partifællerne på Christiansborg er enige med Morten Løkkegaard, Britta Thomsen og Emilie Turunen, så er der et politisk flertal for at skrive en bedre EU-dækning ind i medieforliget. Men de tre politikere garderer sig på forhånd imod kritik.
»Misforstå os ikke: Dette er ikke et forsøg på at gribe ind i pressens redaktionelle frihed. Politikerne skal selvfølgelig ikke bestemme, hvornår og hvordan EU-stoffet skal prioriteres. Det ville der kun komme ulykker ud af. Armslængdeprincippet skal naturligvis fastholdes,« skriver de.
Morten Løkkegaard har i øvrigt netop lagt sidste hånd på en betænkning på vegne af EU-Parlamentets Kulturudvalg, der handler om at skabe en europæisk offentlighed. Det bliver han interviewet om på P1 i Mennesker og Medier i dag fredag klokken 13.03.
1 Kommentar
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Det er vel meget rimeligt, at der følger nogle forpligtelser med når man får støtte. EU har en stor betydning for os alle, når 80% af lovgivningen kommer herfra. Iøvrigt nogle fine (26 andre) forslag Morten Løkkegaard fremkommer med. Alle forslagne kan ses her i hans nyligt udgivne rapport .. http://bit.ly/bMnvOl
"Journalism and new media - creating a public sphere in Europe"