Der er god sandsynlighed for, at DR og TV 2 slæber mange priser med hjem, når awardshowet ’TV Prisen’ bliver afholdt den 15. august.
Tilsammen sidder de to tv-stationer nemlig på 85 procent af alle nominerede programmer og tv-personer i de forskellige kategorier ved årets uddeling af ’TV Prisen’. Det viser Journalistens gennemgang af listen over nominerede, som CPH TV Festival har offentliggjort.
Med 100 ud af i alt 180 nomineringer er især DR’s forskellige kanaler stærkt repræsenteret i stort set alle konkurrencens 27 kategorier. Kun i kategorierne ’Bedste Konkurrencedrevne Realityserie’ og ’Årets Big Character’ er DR slet ikke nomineret. Til gengæld står DR Ultra bag samtlige seks programmer nomineret i kategorien ’Bedste Børneprogram’.
SBS: Vi kommer aldrig til at dominere
Målt på antallet af nomineringer halter TV3 og SBS Discovery – som blandt andet tæller kanalerne Kanal 4, Kanal 5, 6’eren og 7’eren – langt efter både DR og TV 2. SBS er i alt nomineret 12 gange, blandt andet for programmet ’De Unge Mødre’ og drama-serien ’Heartless’.
At det ikke er blevet til flere nomineringer, betyder ikke det store for programdirektør hos SBS Discovery, Maiken Wexø.
»Vi laver jo ikke tv for at vinde priser på tv-festivalen, og det er heller ikke min ambition at dominere de lister. Det kommer vi aldrig til. Det er en branchepris, og branchen har et stærkt journalistisk fokus. Det betyder, at der er en række kategorier, som vi slet ikke kan blive nomineret i – for eksempel nyhedspriserne – fordi vi ikke laver nyheder,« siger hun.
Ifølge Maiken Wexø skal forklaringen på den skæve fordeling af nomineringer mellem tv-stationerne derudover findes i den profil, som SBS-kanalerne har.
»De programmer, som er nominerede, har typisk en social context, det vil sige programmer, der har til formål at skabe forandringer i samfundet, og det er ikke altid programmer, der egner sig godt til vores kanal. Men vi er da glade for de nomineringer, vi har fået,« siger Maiken Wexø.
TV3: Vi må spørge os selv, om vi er modige nok
Med i alt 14 nomineringer tegner TV3 sig for knap otte procent af det samlede antal nomineringer – mod DR’s 55 procent og TV 2’s 30 procent. Alligevel er pressechef i TV3 Søren Hedman godt tilfreds med de kategorier, TV3 er nomineret i.
»DR og TV 2 er altid overrepræsenteret, men vi er godt tilfreds med de kategorier, hvor vi har programmer. Vi har jo for eksempel ikke nyheds- og børneprogrammer,« siger han.
Han siger dog, at TV3 måske kunne få flere programmer ind i sportskategorien. Derudover lufter han også muligheden for, at forklaringen kan være, at TV3 i år ikke er kommet med nok nye programmer.
»Når man ser TV3's nomineringer, må vi spørge os selv, om vi er modige nok. Men det vigtigste er, at seerne sætter stor pris på vores programmer. Og vi prøver jo også nye ting, for eksempel ’Stjerner på Vippen’,« siger Søren Hedman.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.