
Både DR og TV 2 oplever uretmæssig brug af deres indhold. Foto: Agnete Schlichtkrull
DR’s logo på et screenshot af TV 2 News og billeder af pengesedler og instruktioner.
Det kunne man for nyligt se i annoncer for gamblingspil på Facebook og i Instagrams historiefunktioner.
Både DR og TV 2 kan vælge at anse annoncerne som en krænkelse af deres ophavsret, men for begge stationer er det en ting, de oplever fra tid til anden.
”Når DR bliver bekendt med sådanne mulige krænkelser, foretages en konkret vurdering fra gang til gang af, hvorvidt der faktisk er tale om krænkelser af rettighedsbelagt materiale tilhørende DR, og hvorledes en sådan krænkelse skal påtales,” oplyser DR til Journalisten.
Af hensyn til DR’s forhandlingsposition og retsstilling vil DR ikke oplyse i hvilke tilfælde vurderingerne fører til påtaler.
På Twitter har redaktør på TV 2 Øst, Mathias Svane Kraft, lagt screenshots af to forskellige annoncer op. I sine tweets mener han, at annoncerne misbruger nyhedsmediernes troværdighed.
Juridiske tiltag
Hverken DR eller TV 2 havde set annoncerne inden Journalisten kontaktede dem, men begge presseafdelinger fortæller, at de videresender screenshots af annoncerne til deres respektive juridiske afdelinger.
”TV 2 ser med stor alvor på denne uretmæssige brug af TV 2s værter, indhold og logo, men vi må på den anden side erkende, at det ofte er meget svært at spore bagmændene bag denne slags reklamer,” oplyser TV 2.
Men selvom det kan være svært, har stationen indgået et samarbejde med firmaet Nordic Content Protection, tidligere STOP Nordic, for at stoppe den form for krænkelser.
”STOP Nordic bistår blandt andet i sager om krænkelser af TV 2s rettigheder på Facebook og YouTube. Den enkelte reklame vil således blive indberettet til Facebook mv. og vil efterfølgende forhåbentlig blive fjernet,” oplyser TV 2 til Journalisten.
Nordic Content Protection arbejder med at forhindre krænkelser af rettighedshavere i tv-branchen. Ud over samarbejdet med TV 2, arbejder Nordic Content Protection også med blandt andre Nordic Entertainment Group, SBS/Discovery og Boxer.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.