Den danske kunstner MØ under en koncert på Vega i København. Betina Garcia/Ritzau Scanpix
DR og TV 2 er medunderskrivere på en pressemeddelelse fra Danske Medier til Kulturministeriet om at genoverveje et opgør med et ”gensidighedsprincip” i dansk lovgivning. Helt konkret er der kommet pres på Danmark efter en afgørelse fra EU-domstolen, der ifølge Danske Medier vil betyde en stigning i prisen for musik i radio og tv med 30 procent ved årsskiftet.
Aktørerne anmoder derfor Kulturministeriet om at afvente en verserende høring i EU. Konkret går gensidighedsprincippet ud på, at Danmark eksempelvis ikke sender penge til USA for afspilninger af amerikansk musik, fordi USA ikke sender penge til danske kunstnere, når dansk musik spilles i amerikansk radio.
Ifølge Danske Mediers pressemeddelelse skal danske radiostationer, som det er i dag, ikke angive den amerikanske musikproducent, men bliver opkrævet den samme minutpris hos rettighedsforvalteren Gramex, hvad enten der sendes Dansk Top-musik eller countrymusik fra Nashville.
”Hvis den danske radio- og tv-branche bliver opkrævet 30 procent mere, så kommer der mindre musik i danskernes tv, færre stationer i radioen og dermed også samlet set færre penge til de danske kunstnere,” lyder det i pressemeddelelsen.