DR hentede de største priser på årets Radio Days, hvor den eksperimenterende radio Third Ear også blev hædret. Se alle vinderne her.
Konferencen Radio Days sluttede i lørdags med uddelingen af årets radiopriser. Danmarks Officielle Radiopriser – også kaldet Prix Radio – blev uddelt på Crowne Plaza Hotel i København, mens regeringsgrundlaget blev forhandlet på plads ovenpå. Det skriver Radionyt.com.
Programmet Orientering løb med den største opmærksomhed. Programmets weekendudgave med Jon Kaldan i spidsen løb med prisen for årets bedste nyheds- og aktualitetsprogram. Orientering blev også hædret som årets bedste 'drive-time' program.
P1 løb også med prisen for årets public service. Det var programmet Detektor med Thomas Buch-Andersen i spidsen, der kunne stille prisen hjem i skabet ved siden af den bronzemedalje, som programmet kunne tage med hjem fra VM i radio tidligere på året.
»Det er dejligt at se at det store arbejde, der har været med at forny mange af P1's programmer bliver belønnet,« siger DRs radiochef Tor Arnbjørn til Radionyt.com.
Den eksperimenterende radiostation på nettet 'Third Ear' kunne endnu en gang tage en pris med hjem i bagagen. Anna Thaulow fik prisen for årets bedste radiodokumentar for programmet 'Farfars to liv'. Du kan høre programmet her. 'Third Ear' har også vundet internationale priser, men tidligere i år meddelte redaktør og stifter Tim Hinmann, at projektet blev nødt til at lukke. Der var ikke flere penge at hente i støtte.
Du kan se alle årets vindere af Prix Radio her:
Årets Nyheds- og Aktualitetsprogram: 'Orientering Weekend' på P1 med Jon Kaldan
Årets Radiodokumentar-Feature: 'Farfars to liv', produceret af Anna Thaulow og Third Ear
Årets Promotion & Event: DR Trekanten og DR Syd for '1864'
Ekstra Bladets Gyldne Mikrofon til 'Årets radioværter': Adam Duvå Hall og Sara Bro for 'Formiddag med Adam & Sara', P3
Årets Drivetime-program (lokalt/regionalt): 'Den bedste tid' med Søren Krogh fra ANR i Aalborg
Årets Drivetime-program (landsdækkende): 'Orientering på P1'
Årets Promotion for program: 'Anne og de herreløse hunde', Radio ANR i Aalborg
Årets Stjerneskud: Carsten Adsersen fra Radio Sydhavsøerne
Årets Morgenshow (lokalt/regionalt): 'Vikarerne', Radio ANR med Mette Siggaard og Adam Lehn
Årets Morgenshow (nationalt): 'Go'Morgen P3' ved Christian Lundov, Henrik Nylander Svoldgaard, Henrik Povlsen, David Mandel, Mie Rasmussen og Karsten Baun
Årets Public Service: 'Detektor på P1' med Thomas Buch-Andersen
Årets Kommercielle Radiostation: Radio ANR
Årets Hæderspris: Jim Receveur, Radio 100
Årets Radioreklame (lokalt/regionalt): Radioguru og Palle Bo med Liberal Alliances kampagne for Thyra Frank
Årets Radioreklame (landsdækkende): Radioguru og Palle Bo for TV 2's 'Armadillo-aften'
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.