DR og Mistrati har tabt ved Højesteret

Højesteret har netop slået fast, at det var ulovligt, da DR bragte intime optagelser af ældre beboere i den omstridte Fælledgården-dokumentar fra 2006. Det er et nederlag for både DR, Miki Mistrati og DJ. Men FOA jubler. (Opdateret 14.05)

Højesteret har netop slået fast, at det var ulovligt, da DR bragte intime optagelser af ældre beboere i den omstridte Fælledgården-dokumentar fra 2006. Det er et nederlag for både DR, Miki Mistrati og DJ. Men FOA jubler. (Opdateret 14.05)

En principiel sag om skjult kamera er i dag blevet afgjort ved Højesteret. Sagen handler om den omdiskuterede DR-dokumentar om plejehjemmet Fælledgården, der blev vist tilbage i 2006.

Flere optagelser var lavet af en journalist, der gik undercover som medarbejder på plejehjemmet. Optagelserne viser blandt andet ældre beboere på toilettet.

Nu har Højesteret stadfæstet, at optagelserne var ulovlige at vise på tv, fordi krænkelsen af beboernes privatliv vejer tungere end offentlighedens interesse.

Som Journalisten.dk skrev tidligere på måneden, var det Bastard Film med nuværende nyhedschef på Ekstra Bladet Miki Mistrati i spidsen, der producerede dokumentaren til DR1.

Han og Marike Marine Jensen, der foretog optagelserne, er blevet dømt både ved byret og landsret.

Østre Landsret idømte en betydeligt mildere straf end byretten. Det skyldtes, at to af tre anklagepunkter var blevet forældede. Det tredje anklagepunkt, at journalisterne har krænket tavshedspligten, stod dog ved magt.

Landsretten idømte de to journalister 5000 kroner i dagbøder. Derudover fastholdt retten en erstatning på 50.000 kroner til en beboer, der føler sig udstillet i udsendelsen. Den dom har Højesteret nu stadfæstet.

"Efter en samlet afvejning finder Højesteret, at hensynet til at belyse mulige kritisable forhold på omsorgscentret Fælledgården ikke berettigede de nævnte grove krænkelser af beboernes privatliv," konkluderer højesteretsdommerne ifølge Ritzau.

Dansk Journalistforbund har støttet de to journalister siden sagens start. Formand Mogens Blicher Bjerregård udtalte i 2010, da sagen var blevet afgjort ved landsretten, at han mener, at journalisterne bør holdes straffri.

»Det er helt rigtigt, at straffen sættes ned til et minimum. Jeg mener dog fortsat, at når vi har at gøre med så væsentlige samfundsforhold, så bør journalister gøres straffri, når de afdækker væsentlige problemer i samfundet,« sagde Mogens Blicher Bjerregård.

DJ har her til eftermiddag offentliggjort en ny udtalelse, der ligger tæt op ad den tidligere.

»Jeg er skuffet over, at journalisterne ikke er blevet gjort straffrie, da jeg mener sagen havde stor samfundsmæssig relevans,« udtaler Mogens Blicher Bjerregård på DJs hjemmeside.

Miki Mistrati har tidligere sagt til Journalisten.dk, at det resultat, som Højesteret altså er kommet frem til i dag, kan true den undersøgende tv-journalistik.

»Hvis vi bliver dømt ved Højesteret, så er det klart, at så kan medierne ikke bruge skjult kamera på samme måde. Det vil især ramme tv-stationerne og nogle af de vigtigste undersøgende journalistiske programmer som Kontant og især Operation X,« sagde Miki Mistrati.

Men fagforbundet FOA, der organiserer plejepersonale, er meget glade for dommen. Og for, at den sætter grænser for skjult kamera som redskab.

»Det er en vigtig dom. I FOA er vi tilfredse med, at der nu endeligt og klart er trukket en grænse for, hvad individet skal finde sig i, når det gælder mediernes brug af skjult kamera,« udtaler forbundsformand Dennis Kristensen på FOA.dk.

(Opdateret 14.05: DJ's udtalelser fra i dag føjet til artiklen.) 

1 Kommentar

Jens Røgind
23. FEBRUAR 2012
Re: DR og Mistrati har tabt ved Højesteret

Tåbelig dom - igen et eksempel på, at journalistikken ikke skal ligge på halen for retssystemet - og dermed ikke holde sig fra fortsat kritik af domstolene....

Det kan godt være, at formanden mener, at der skulle være tale om såkaldt strafrihed - men det er at "falde til patten".

Straffrihed - det her handler om regulær undersøgende journalistik - uden mulighed herfor ender vi i et pressemæssigt uland/en bananstat. Her burde enhver fornuftig dom i et land med en fri presse udmynte sig i klar frifindelse - alt andet er  uhyrligt i et somfund som vort. At FOA glæder sig - er til at græmmes over.FOA's medlemmer må i sådanne situationer som offentligt ansatte finde sig i at bliver efterset i sømmene...