DR narrede syriske oppositionsfolk til interview

Kilder i TVA-indslag fik ikke at vide, at videooptagelser foretaget af Naser Khader var til offentliggørelse. Nu kan de blive forfulgt, vurderer eksperter. DR afviser kritikken.

Kilder i TVA-indslag fik ikke at vide, at videooptagelser foretaget af Naser Khader var til offentliggørelse. Nu kan de blive forfulgt, vurderer eksperter. DR afviser kritikken.

KILDEBESKYTTELSE. "Det er helt enestående billeder og interviews fra Syrien, vi nu kan vise".

Vært på TV Avisen Kim Bildsøe Lassen træder frem i studiet, mens han kigger koncentreret ind i kameraet og ud på de mere end 600.000 danskere, der denne 13. juli har zappet ind på Danmarks Radios sene nyhedsudsendelse.
Billedmaterialet, som DR i de følgende minutter præsenterer seerne for, er lavet af det konservative folketingsmedlem Naser Khader. Han har været på besøg i sit fødeland, Syrien, som ellers er hermetisk lukket for udenlandske tv-journalister, og TV Avisen har derfor udnyttet chancen og udstyret ham med et videokamera.

Og det er ikke så lidt, Khader kommer hjem med: Interviews med en række oppositionsfolk og optagelser fra demonstrationer mod præsident Bashar al-Assads styre viser hidtil udokumenterede overgreb mod civile.

"Hvordan kunne du det?" spørger Kim Bildsøe Lassen.
"Det kunne jeg, fordi jeg for det første taler sproget arabisk og har et stort netværk i den by, hvor jeg er født og opvokset. (…) Og så har jeg også fået stor hjælp af den danske ambassade i Damaskus," svarer Naser Khader.
Men der er endnu en grund til, at flere af Khaders interviews denne aften finder vej til nyhedsudsendelsens topindslag: Flere af de interviewede oppositionsfolk aner ikke, at billederne skal offentliggøres. Det siger flere af hinanden uafhængige kilder tæt på forløbet til Journalisten.

Souschef på TV Avisen Jacob Kwon erkender, at DR ikke er sikker på, om kilderne ved, at de udtaler sig til landsdækkende tv.
»Det er korrekt, at vi kort før udsendelsen bliver bekendt med, at der er nogle usikre omstændigheder omkring de interviews. Altså at nogen ikke skulle have fået at vide, at de medvirker i tv,« siger Jacob Kwon.

Og dermed er DR endnu en gang havnet i en uheldig sag i forbindelse med dækningen af Syrien. Det er kun få måneder siden, TV Avisen foregav at dokumentere tortur i landet. Billederne viste sig at være fra 2003 og stamme fra Irak.

Jakob Kwon afviser, at de syriske kilder risikerer noget ved, at TV Avisen bringer indslaget. Han pointerer, at kildernes ansigter er maskerede.
»Vi har taget de forholdsregler, vi skulle. Da vi får at vide, hvordan det er gået til, vælger vi at sløre ansigterne for at beskytte de medvirkende, så de ikke kan genkendes. Langt de fleste er faktisk blevet fravalgt helt af sikkerhedshensyn.«

Den danske ambassade i Syrien – der har fulgt Naser Khader rundt i Syrien til interview – opdager politikerens arbejdsmetode, da DR senere kontakter dem for at afklare nogle detaljer i forhold til nyhedsindslagene.
Jacob Kwon bekræfter, at ambassaden – da den bliver bekendt med omstændighederne for Khaders interviews – er i dialog med DR på dagen, hvor billederne fra Syrien skal bringes.

TV Avisen vælger at bringe billederne, fordi oppositionsfolkene før har medvirket med navn i andre sammenhænge. Derfor mener Jacob Kwon heller ikke, at kildernes sikkerhed kompromitteres.
»Når kilderne er professionelle og har stået frem før i en række internationale medier, så ser vi ikke noget problem i de interviews – så længe ansigterne sløres,« siger Jacob Kwon.

Jacob Kwon, hvis DR er i tvivl om Naser Khaders fremgangsmåde, hvorfor undlader I så ikke bare at bringe billederne?
»Det gør vi ikke, fordi det her er væsentligt for offentligheden. Og fordi vi tager de sikkerhedshensyn, som vi gør.«

Men sløringen af de medvirkendes ansigter ændrer ikke ved det faktum, at DR aldrig burde have bragt billederne. Det mener mediejurist og forskningschef på DMJX Oluf Jørgensen.
»Det er overordentligt vigtigt, at der er helt klare rammer for interviewet – især når der er tale om kilder, der sidder i opposition til et voldeligt regime. DR bør i sådan et tilfælde slet ikke bringe informationer, der kan afanonymisere kilderne, og bør derfor ikke give detaljer om kildernes lokation eller tøj,« siger han.

Tillid er langtfra det eneste, der er på spil for oppositionsfolkene; det er forbundet med direkte livsfare at stille op til regeringskritiske interviews i Syrien, forklarer Syrien-ekspert Jørgen Bæk Simonsen, der er professor på Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier, Københavns Universitet, og tidligere leder af det Danske Institut i Damaskus:
»De kilder risikerer jo livet ved at stille op. Det er uforståeligt, hvis der ikke er fuldstændigt klare aftaler om, at de stiller op til TV Avisen.«

Og selv om det er en formildende omstændighed, at kildernes ansigter sløres, mener Jørgen Bæk Simonsen ikke, at det er nok til at sikre kilderne mod at blive forfulgt. På optagelserne optræder flere personer uden forvrænget stemme, med synligt tøj og med angivelse af, at de holder til i Naser Khaders egen fødeby, Barzeh, en lille forstad til Damaskus. Det er problematisk, mener Jørgen Bæk Simonsen.

»Der er talrige eksempler på, at al-Assads regime har slået hårdt ned på demonstranter og oppositionsfolk. Også folk, der ikke står åbent frem. Derfor synes jeg, det er en meget dårlig ide ikke at have helt tydelige rammer for, hvad man medvirker i,« siger han og tilføjer: »Folk er før blevet slået ihjel efter regeringskritiske udtalelser.«

Naser Khader afviser, at folk i Syrien er blevet filmet til TV Avisen uden at have givet deres samtykke, men ønsker derudover ikke at tale med Journalisten om sagen.

Ulrik Haagerup, nyhedsdirektør i DR, ønsker heller ikke at kommentere sagen:
"Jeg forstår, at I har talt med Kwon. Og hans udtalelser dækker fint DR's holdning," skriver han i en sms til Journalisten.

0 Kommentarer