DR-medarbejdere vedtager kritisk udtalelse

Ledelsen lukker øjnene for medarbejdernes argumenter, lyder det i en udtalelse fra de ansatte i DR Nyheder og DR Syd. Læs udtalelsen her

Medarbejderne i DR er utilfredse med de breve, som ledelsen har sendt dem i dag. Af brevet fremgår det, at ledelsen fortsat vil afskaffe den lønnede frokostpause, selv om medarbejderne har gjort indsigelser.

De ansatte i DR Nyheder har derfor skrevet en kritisk udtalelse, som de har sendt til ledelsen. Kollegerne på DR Syd har tilsluttet sig udtalelsen.

Her lyder det blandt andet:

"Vi kan konstatere, at DR tilsidesætter velunderbyggede advarsler om, hvilke negative følger denne opsigelse vil få for de måder, vi arbejder på og dermed for organisationens produktivitet og effektivitet."

Ledelsen afviser kritik

DR-ledelsen har tidligere svaret på kritikken fra medarbejderne og forsvaret beslutningen om at afskaffe den lønnede frokost. Du kan læse ledelsens svar her. Journalisten forsøger at indhente en opfølgende kommentar til udtalelsen.

Du kan læse medarbejdernes udtalelse i fuld længde herunder.

Du kan læse alle Journalistens artikler om striden om frokostpausen her.

 

UDTALELSE FRA MEDARBEJDERNE I DR NYHEDER

Til DRs direktion og bestyrelse

Det er med stor skuffelse, at vi i dag har modtaget de breve, der opsiger den betalte pause. Med dem understreger ledelsen, at den har lukket øjnene for de mange saglige og seriøse indvendinger medarbejderne har afleveret.

Vi kan konstatere, at DR tilsidesætter velunderbyggede advarsler om, hvilke negative følger denne opsigelse vil få for de måder vi arbejder på og dermed for organisationens produktivitet og effektivitet.

Vi konstaterer desuden, at ledelsen ikke har været i stand til eller ikke har ønsket at svare klart på de grundlæggende spørgsmål, der er blevet rejst af os og vores organisationer.

Det kan kun opfattes som mangel på respekt for det samarbejde, der bør kendetegne en moderne virksomhed.

Og det kan kun opfattes som ligegyldighed over for klimaet i en virksomhed, der lever af de ansattes kreativitet, dynamik og engagement.

Hvad der end måtte blive udfaldet af voldgiftsagen om den betalte pause, har DR’s ledelse med dette forløb og med dagens breve skadet sin troværdighed over for de ansatte alvorligt.

1 Kommentar

Gunvor Bjerre
3. DECEMBER 2015
Hvis ledelsen bare vidste,
Hvis ledelsen bare vidste, hvor megen kommunikation, der bliver udvekslet hen over et frokostbord, hvor mange småaftaler, hvor megen koordinering og idéudveksling der foregår, så ville de ikke skyde sig selv i foden med denne afgørelse.
Og så snakker jeg slet ikke om det løft for arbejdsklimaet, som disse uformelle "møder" hen over kantinens gode mad betyder for arbejdsglæden og dermed også for loyaliteten til institutionen.