Søndag aften blev Otto Schelin hængt ud for at have modtaget penge af forskeren Milena Penkowa. Han fortæller nu, at han modtog pengene i god tro og kalder sagen absurd.
10.000 i kontanter og gratis parkeringsplads. Det skulle være betalingen til DR-medarbejderen Otto Schelin for at lave et positivt tv-portræt af hjerneforskeren Milena Penkowa. Sådan antydes det i hvert fald i et tv-inslag i "21 Søndag".
Nu kommer Otto Schelin imidlertid med sin egen version af historien, hvor han fastslår, at han set i bakspejlet har begået nogle dumheder, men at han hele tiden har været i god tro og således ikke har ladet sig betale for sit tv-portræt.
"21 Søndag" kunne dokumentere, at han modtog 10.000 kroner fra Penkowa for salg af et patent, som imidlertid ikke eksisterede. Selv siger han, at han faktisk troede på Penkowas historie om patentet og derfor beholdt pengene. Hvad hendes grund har været til at overføre dem, kan han ikke forklare.
»Jeg forstår nu, at Milena Penkowa har fuppet mig af årsager, jeg ikke begriber. Det er samtidig i udsendelsen første gang, jeg hører mig omtalt som værende doktor, hvilket er helt absurd. Det er mig magtpåliggende at sige, at jeg igennem de seneste fire år har været i god tro omkring historien om patentet, og jeg har heller ikke haft grund til at tro andet, før "21 Søndag" undersøgte sagen hos patentkontoret,« siger Otto Schelin i en udtalelse, som DJ har formidlet.
Han fastslår samtidig, at han nu vil betale beløbet tilbage til Neuro-Videnskabenligt Institut, da det er derfra, Penkowa har tilegnet sig pengene.
I forhold til den parkeringsplads, han fik lov at bruge til sin veteranbil, selv om filmoptagelserne var overstået, erkender han, at det var uprofessionelt af ham.
»På det tidspunkt slog det mig ikke som værende et problem, at jeg kunne parkere min bil der. Set i bagklogskabens klare lys ved jeg nu, at det har kunnet skade min journalistiske troværdighed, hvilket jeg også har talt med DR's ledelse om. Det er mig i den forbindelse helt afgørende at slå fast, at jeg altid vil overholde DR's programetiske regler.«
Otto Schelin uddyber endvidere sin forklaring omkring betalingen af de 10.000 kroner og det patent, der viser sig at være falsk.
I foråret 2006 giver Otto Schelin Milena Penkowa en fødselsdagsgave bestående af et stykke gammelt bilværktøj (en såkaldt aftrækker), som Schelin har fundet på et loppemarked til 40 kr. Kort efter kommenterer Penkowa gaven og siger, at den er interessant, fordi hun måske kan bruge den i forbindelse med sine rotteforsøg til at lave præcise hjerneskader.
Milena Penkowa forklarer også, at hun måske vil overveje at søge et patent. I starten af 2007 vender Penkowa tilbage og siger, at hun har fået et patent, og hun spørger Otto Schelin, om de skal sælge patentet. Denne vil ikke blande sig og mener umiddelbart ikke, at han har andel i dette salg. Men Penkowa insisterer på Otto Schelins rolle som medopfinder og insisterer på, at han skal modtage sin tredjedel af det fulde beløb. Otto Schelin accepterer denne forklaring og modtager efterfølgende en overførsel på 10.000 kr. fra Neuro-Videnskabeligt fakultet.
9