En medarbejder hos DR er blevet hjemsendt som følge af undersøgelsen af krænkelser i DR Pigekoret. Det fortæller DR’s generaldirektør, Maria Rørbye Rønn, ifølge Ritzau.
”Vedkommende har ikke arbejdet i relation til pigekoret i nyere tid,” siger Maria Rørbye Rønn og fremhæver samtidig, at personen ikke er blandt de seks voksne, der ifølge undersøgelsen har udsat pigerne for krænkelser.
DR satte tidligere på året gang i en ekstern advokatundersøgelse, efter at tidligere kormedlemmer kontaktede mediekoncernen med beretninger om chikane i det prestigefulde kor.
Advokatundersøgelsen bestilt af DR viser, at 64 tidligere sangere i DR Pigekoret er blevet krænket af seks voksne tilbage i tiden.
I alt 129 personer har fortalt om deres oplevelser i forbindelse med undersøgelsen, heraf har 17 oplyst, at de hverken har oplevet eller har viden om krænkende adfærd i pigekoret.