DR lukker 98 kommunale hjemmesider

DR har valgt at skrinlægge 98 kommunale hjemmesider. Det sker efter pres fra de danske dagblade og specialmedier, der længe har ønsket at begrænse DR's udbredelse på internettet. (Opdateret kl. 13.00).

DR har valgt at skrinlægge 98 kommunale hjemmesider. Det sker efter pres fra de danske dagblade og specialmedier, der længe har ønsket at begrænse DR's udbredelse på internettet. (Opdateret kl. 13.00).


DR har skrevet for meget af, når de har opdateret brugerne om det lokale liv på de regionale hjemmesider. Det mener i hvert fald direktør for Danske Dagblades Forening Ebbe Dal. Over for Journalisten.dk forklarer han brancheorganisationens utilfredshed med den ulige konkurrence fra DR.

»DR's hjemmesider har til tider direkte planket stof fra de lokale mediers hjemmesider. Det har vi valgt at konfrontere DR med, og det har nok medvirket til deres beslutning om at lukke de 98 kommunale hjemmesider,« siger Ebbe Dal.

Samtidig har DR med sine licenspenge i ryggen en stærk position, som det ikke er muligt for de små, lokale medier at konkurrere imod. Derfor bør DR ikke have aktiviteter på internettet, som går videre end deres programmer lægger op til, mener Ebbe Dal. Kravet til DR lyder derfor, at de udelukkende driver hjemmesider, der ligger i forlængelse af deres tv- og radioprogrammer.

Det synspunkt er DR's generaldirektør Kenneth Plummer dog direkte uenig i. Han siger samtidig om lukningen af DR's 98 lokale hjemmesider, at DR har taget til efterretning, at de kommercielle trykte medier længe har følt sig presset af DR's mere end 3 mia. kroner årlige licensmidler i ryggen.

"Den dialog, der har været om DR's tilstedeværelse, har været med til at præge vores beslutning. Den er også blevet truffet for at give mere luft til de trykte medier, der dækker det kommunale stof," siger Kenneth Plummer til Epn.dk.

DR vil i stedet fokusere på sine 11 regionale P4-hjemmesider, oplyser DR.

2 Kommentarer

Jakob Volf
19. JUNI 2009
Ikke kun lokale blade
DR har også gang på gang gengivet Ritzau-artikler ordret på dr.dk med en dr-journalists navn på i stedet for Ritzau. Og gør det formentlig stadig.
Ole Palnatoke Andersen
19. JUNI 2009
Re: DR lukker 90 kommunale hjemmesider
Er det DR's opgave at "give mere luft til de trykte medier, der dækker det kommunale stof"? Er det ikke det samme som at lade de lokale (men ofte ikke lokalt ejede) mediemonopoler sidde på flæsket? Er konkurrence virkelig så skidt?