DR 1 og DR 2 får i dag helt nyt kanal- og logodesign – eller airlook, som det hedder på et fint tv-fagsprog. Til november følger DR's nye tv-kanaler – DR K, DR Ramasjang og DR HD.
Fælles for de seks kanalers nye design er samtidig en ensartet brug af DR's logo i hvidt på sort baggrund, der præger samtlige kanallogoer som en tydelig afsender.
»Vi er på vej mod en helt ny situation på tv-markedet, der slår igennem den 1. november med skiftet til det digitale tv-signal, et langt større kanaludbud og ikke mindst tre nye tv-kanaler fra DR. Til sammen betyder det et væsentlig større tv-univers i Danmark, mange flere valgmuligheder for seerne og dermed markant øget konkurrence,« forklarer DR's markedsføringsdirektør Thomas Hertz og tilføjer:
»Det er en spændende og positiv ny situation, men den stiller samtidig krav til DR om at kommunikere vores kanaler meget tydeligt og stringent og sikre et klart billede hos seerne af, hvad de kan forvente. Derfor har det været helt naturligt for os også at give DR 1 og DR 2 nyt design, så alle DR's seks tv-kanaler har et helt nyt tidssvarende look, men samtidig også hænger tæt sammen visuelt med DR som en klar afsender.«
Journalisten.dk bringer i morgen tidlig en anmeldelse af DR's nye grafiske designlinje. Indtil da kan du se eksempler på DR's nye airlook i Journalisten.dk's billedgalleri.
Du kan naturligvis også tænde for dit fjernsyn!
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.