Som konsekvens af B.T.'s kritiske dækning af X Factor-afstemningen, tager mediedirektør Mikael Kamber nu det utraditionelle skridt at klage til avisens chefredaktør.
I det seneste nummer af Journalisten afsløres det, at B.T. har misbrugt Gallup-tal i en kritisk dækning omkring afstemningsformen i DR-succesen X Factor.
Nu er man i DR blevet så trætte af B.T.'s kampagne, at mediedirektør Mikael Kamber har skrevet et klagebrev direkte til avisens chefredaktør Peter Brüchmann, hvor han protesterer over artiklerne, som han kalder "direkte misvisende".
Kamber kritiserer blandt andet den manglende validitet i Gallup-undersøgelsen, som Journalisten skriver om, men også at B.T. bruger delvist manipulerende webpolls til at skabe nye overskrifter i dækningen.
"Det er spørgsmål, som næsten på forhånd udelukker andre svar end de forargede. Jeg finder det ikke fair, at B.T. på en så fagligt tyndbenet basis hævder, at danskerne raser mod DR," skriver Kamber om B.T.'s webpolls.
Han kritiserer også avisens artikler om, at DR hver fredag tjener en million kroner på SMS-stemmer, fordi hver SMS koster en krone at sende.
"Betyder det, at B.T. ikke længere står ved sin påstand om, at det kun er 10-15 procent af stemmerne, der når frem? I samme forbindelse vil jeg endnu en gang gøre opmærksom på, at DR ikke tjener penge på SMS-afstemningerne. Den krone, der opkræves per stemme, dækker udelukkende DR's omkostninger," skriver Kamber.
Han understreger, at han normalt har respekt for B.T.'s journalistiske arbejde, men at han i denne sag "undrer mig over, at I kan acceptere at bringe så omfattende og unuanceret dækning på et så spinkelt faktuelt grundlag. Det er beklageligt, både set fra seernes og læsernes synspunkt".
Peter Brüchmann siger i Journalistens artikel om Gallup-sagen, at han stoler på de oplysninger, han har fået fra Gallup, da de jo lever af den slags undersøgelser. Men Gallup tager selv afstand fra B.T.'s brug af tallene og siger, at man bad B.T. forklare usikkerhederne i undersøgelsen, hvis man ville bruge den.
Det skete imidlertid ikke.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.