Siden år 2000 er 10 sommerhuse i Hjørring Kommune styrtet i vandet, fordi kysten langsomt bliver spist af Vesterhavet.
Indtil efteråret 2015 dækkede P4 Nordjylland problemet som en traditionel konflikthistorie med to parter: På den ene side de utilfredse sommerhusejere, der kunne se værdier for millioner blive opslugt af havet. Og på den anden side Kystdirektoratet, der lagde størst vægt på at bevare en unik kyststrækning med sandfodring. Det forklarede journalist på P4 Nordjylland Karin Mette Petersen i fredags på Radiodays i København.
»Til sidst blev det en smule trivielt, fordi der ikke skete noget. Sagen stod i stampe. Derfor spurgte vi os selv: Er det ikke muligt at passe på sommerhusejernes værdier og samtidig passe på den unikke natur,« siger Karin Mette Petersen.
Face to face
Svaret blev et konstruktivt journalistisk projekt, hvor P4 Nordjylland forsøgte at bringe de stridende parter sammen – så de måske kunne nærme sig en løsning.
I oktober 2015 rykkede P4 Nordjylland for eksempel til Løkken med et mobilt studie for at sende live.
Her blev sommerhusejerne og Kystdirektoratet sat sammen med en mægler udpeget af P4 Nordjylland.
»Der havde været en dårlig dialog med Kystdirektoratet og husejere. Derfor påtog vi os rollen med at finde en mægler. Det var første gang, sommerhusejerne mødtes face to face med Kystdirektoratet,« siger Karin Mette Petersen.
»De mødtes over sandwich, kage og snak på god nordjysk vis,« forklarer hun.
I løbet af projektet har P4 Nordjylland også arrangeret stormøder og holdt fast i sagen, når der var tvivl om, hvem der skulle tage næste skridt.
»Vi har indtaget en aktiv rolle og forsøgt at kortslutte den langsommelige bureaukratiske proces, der har stået på i årevis. Det er blevet modtaget positivt af både lytterne og kilderne,« siger hun.
Nu er der granitsten på stranden
Efter dækningen har Folketingets miljø- og fødevareudvalg besøgt området. Senere i år kommer der en kysthøring i fødevareudvalget. Og myndighederne har for første gang godkendt et forsøg på at sikre kysten ved at placere gigantiske granitsten under sandet, som flere husejere har ønsket i årevis. I Løkken har husejerne betalt tre millioner kroner for 160 vognladninger med granitsten og 30.000 kubikmeter sand.
»Det har Kystdirektoratet pludselig tilladt. Det har de aldrig gjort før.«
Ville de granitsten ligge under stranden uden P4 Nordjyllands dækning?
»Nu ligger det jo ikke til os at prale, men vi har i hvert fald været kraftigt medvirkende til det,« siger Karin Mette Petersen.
Ikke gift med parterne
Karin Mette Petersen mener ikke, at P4 Nordjylland lagde den journalistiske uafhængighed på hylden, selv om mediet påtog sig rollen som problemløser.
»Vi skulle stille de samme kritiske spørgsmål som altid. Vi er ikke gift med parterne. Vi laver også de konfliktfyldte historier,« siger hun.
Der er dog dele af historien, radioen ikke kunne fortælle, selv om den gerne ville. For eksempel de indledende mæglingsmøder mellem parterne.
»Vi måtte gerne tage fotos, men ikke optage lyd. Der blev ellers sagt saftige ting, der kunne gøre sig godt i en overskrift. Men det måtte vi give køb på, fordi parterne havde behov for at komme af med deres frustrationer,« siger hun.
2 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Kære Karin Mette
Tak for din kommentar. Det er rettet nu.
Med venlig hilsen Jakob Albrecht, Journalisten
Tak! For en god ordens skyld: Manden på billedet er fra Lønstrup, ikke fra Løkken. Lønstrup-borgerne har endnu ikke fået nogen løsning på den situation, hvor havet truer deres værdier. På grund af fredning af en skrænt må de ikke kystsikre syd for det område, hvor kommunen og Kystdirektoratet tidligere har lavet høfder - se i højre kant af fotoet. Derfor har blandt andre Glenn her revet omkring halvdelen af sit hus ned for at flytte det længere væk fra skrænten.