Ole Hall har været ansat på DR siden 2015, og hans dækning af sagen har blandt andet været bragt i TV Avisen, Radioavisen og ’Genstart’. Simon Klein Knudsen
Erhvervsjournalist på ’P1 Orientering’ Ole Hall vinder Advokatrådets journalistpris 2022 for sin afdækning af forsikringsselskabers ulovlige forskelsbehandling af gravide og nybagte mødre.
Det skriver Advokatrådet i en pressemeddelelse.
I alt var der 23 nominerede til prisen, og Ole Hall blev indstillet to gange.
Advokatrådet har i udvælgelsen lagt vægt på, at Ole Halls kritiske og dybdeborende dækning har medført ændringer i forsikringsvilkår, og at han har sat fokus på en væsentlig problemstilling omkring borgernes retssikkerhed.
”Ole Hall gav problemstillingen ansigt gennem talrige interviews med afviste kvinder. Hans grundige og saglige dækning har gjort en forskel for tusindvis af kvinder og har ført til en ændring af en ulovlig praksis blandt forsikringsselskaber,” udtaler Charlotte Krarup, næstformand i Advokatrådet, i pressemeddelelsen.
Ole Hall udtaler i pressemeddelelsen, at han er taknemmelig for anerkendelsen, som han også mener er en hæder til alle de kvinder, som har fortalt ham deres historier i radioen.
Prisen uddeles hvert andet år med støtte fra Dreyers Fond og blev uddelt fredag aften til Advokaternes Fagfest. Med prisen følger 20.000 kroner.