En journalist fra DR er også indkaldt til vidneafhøring i forbindelse med en spektakulær sag om PET og Forsvarets Efterretningstjeneste (FE), hvor fire personer er sigtet for læk af oplysninger.
Det oplyser DR’s nyhedsdirektør, Sandy French, i et skriftligt svar til Journalisten.
”Vi undrer os selvfølgelig over forespørgslen fra den særlige politienhed, NSK, men efter rådgivning fra vores advokat følger vi de normale principper i en retsstat og møder op, når vi bliver bedt om det. Og det møde bliver i selskab med vores advokat,” skriver hun.
Sandy French fremhæver i det skriftlige svar, at man ikke forventer at kunne bidrage med noget til afhøringen, da man vil værne om kildebeskyttelsen.
”Vi har også et hensyn til vores journalister og deres individuelle kilder, og derfor går vi heller ikke offentligt med navnet på den journalist, der er indkaldt – og det beder vi de øvrige medier om at respektere,” tilføjer hun.
Også journalister fra Politiken, Berlingske, Weekendavisen og Ekstra Bladet er blevet indkaldt.