Der var principielt en betydelig interessekonflikt, da en DR-journalist 25. marts dækkede en konflikt mellem truede fugle og en forestående opførelse af vindmøller på Thorup-sletten i Nordjylland.
Det fremgår af en afgørelse fra Læsernes og Seernes Redaktør i DR, Jesper Termansen, fra starten af maj.
Journalisten, der dækkede historien i både radio, tv og til nettet, har nemlig også en tillidspost i Dansk Ornitologisk Forening.
Det er den tilknytning til fugleforeningen, der havde fået vindmøllevirksomheden Eurowind Energy A/S til at klage til redaktøren, idet virksomheden mener, at tillidsposten gjorde journalisten inhabil.
Og det er Jesper Termansen enig i:
”Det er dog LSR’s (Læsernes og Seernes Redaktør, red.) klare opfattelse, at Eurowind Energy A/S har ret i, at der rent principielt var en – med virksomhedens ord – ’betydelig interessekonflikt’,” skriver han i ankesagen.