Brian Holm, tidligere cykelrytter og nuværende sportsdirektør for Quick-Step, er en af de 10 mænd i serien. Thomas Lekfeldt/Ritzau Scanpix
Kasper Tøstesen, redaktionschef på DR Ung, forstår fuldt ud kritikken af programserien ’Vision’, der ligger på DR TV, siger han til Berlingske.
Under temabeskrivelsen ’vanvittige veje til succes! Danmarks største stjerner gi’r dig lifehacks og indblik i den mentalitet, det kræver, hvis du vil nå helt til tops’ ligger 10 afsnit af serien.
Seeren møder Carl-Emil, Thomas, Kristian, Mike, Kaspar, Mattias, Bastian Emil, Rune, Oscar og Brian. Med andre ord: Ikke en eneste kvinde er med i programserien, og det har vakt hård kritik på sociale medier.
”Det var rigtig uheldigt, at vi fra starten er kommet ud med en sammensætning, hvor der ikke er en ordentlig repræsentation. Det er noget, vi er i gang med at få ordnet i det indhold, der er på vej,” siger Kasper Tøstesen til Berlingske.
Redaktionschefen vil over for Berlingske ikke nævne, hvilke kvinder der kommer til at medvirke, men det vil blandt andet blive inden for kategorien ’influencere’.