Når DR-medarbejdere i morgen møder ind på arbejde, skal de fremvise et coronapas.
Det oplyser DR’s kommunikationsafdeling.
Som en del af DR’s tiltag mod smitte med coronavirus har den statslige arbejdsplads nemlig valgt at indføre krav om coronapas for medarbejderne. Samtidig bliver sociale arrangementer aflyst, og der vil blive indført mere hjemmearbejde i kølvandet på Folketingets beslutning om at anbefale hjemmearbejde i udstrakt grad.
”Vi følger fortsat myndighedernes anbefalinger. Fra i morgen fredag træder krav om coronapas i kraft, det blev meldt ud til medarbejderne tidligere på ugen,” siger Niels Ammitzbøll, der er formand for DR’s coronagruppe, i en skriftlig kommentar.
”Desuden aflyser vi alle sociale arrangementer, og parallelt med at skolerne lukkes, skal så mange som muligt arbejde hjemmefra. Nogle vil arbejde hjemmefra allerede fra denne uge, og for andre skal det planlægges lidt mere. Hvordan det konkret udmøntes, aftales lokalt i områderne,” tilføjer han.