Det hedengangne Sovjetunionen nåede de første år imponerende vækstrater med økonomiske femårsplaner. Med stram central styring og præcise kvantitative mål blev det bestemt helt eksakt, hvem der skulle producere hvad og hvornår.

Efterhånden udartede planøkonomien sig dog til en grotesk farce. Den stramme centrale styring betød, at man holdt op med at tænke selv ude på fabrikkerne, og ingen anede, hvilke behov befolkningen havde.

For eksempel var målet for produktion af traktorer angivet i tons. Det medførte, at der blev lavet traktorer så tunge, at de pløjede sig ned i pløret jord frem for at køre fremad.

Nogenlunde samme udvikling kan man i overført betydning frygte i DR.

Kulturministeriet er i al ubemærkethed ved at forhandle en ny public service-kontrakt med statsradiofonien for de kommende tre år. Kulturminister Brian Mikkelsen har sat sig for at forvandle denne kontrakt til en treårsplan med klare kvantitative mål for, hvad DR skal producere.

Hidtil er kravene til nyheder, børneprogrammer og dansk dramatik blevet beskrevet i runde vendinger som 'øgning' eller 'styrkelse', men nu vil ministeren have udskiftet tilliden og selvforvaltningen med kontrol på god kommunistisk vis. Det fremgår af et notat fra Kulturministeriet fra den 25. oktober: »Det foreslås derfor, at det indgår i strategien for ministeriets kommende forhandlinger med DR, at der som led i forhandlingerne – med udgangspunkt i talmateriale leveret af DR og Mediesekretariatet – skal fastsættes sådanne kvantitative mål for de relevante forpligtelser, der svarer til medieaftalens målsætninger om styrkelse og øgning med videre på disse områder, samt kvantitative mål for øvrige centrale public service-forpligtelser svarende til de nuværende krav.«

Armene bliver vredet helt om på ryggen, og der skal kort sagt være kvantitative mål i timer for hele molevitten. Ironisk nok står der stadigvæk fine ord om armslængdeprincip i udkastet til den nye public service-kontrakt. Hvorfor ikke melde rent ud og stryge ordene, når det nu er embedsmændene i Kulturministeriets mediesekretariat, der skal udstikke udviklingsretningen for DR?

Alt tyder på, at kulturministeren får sin vilje. Helt fint, siger de øvrige mediepolitikere i dette nummer af Journalisten. Alle partierne bag medieaftalen vil hjertens gerne lægge DR i benlås og optræde som helt overordnede programdirektører.

Man forstår fristelsen. DR har fået en ekstra pose penge til nye initiativer, samtidig med at pengene fosser ned i et bundløst hul på Amager. Derfor vil politikerne gerne have styr på DR. Vejen frem er imidlertid ikke detailstyring. Når unge for eksempel i stigende grad skipper fjernsynet, så må der være mulighed for, at DR giver public service-indhold til de unge, der hvor de er, når de er der.

Politikerne bagatelliserer i dette nummer konsekvensen af det planlagte attentat mod DRs muligheder for at planlægge og målrette udbuddet mod seernes behov. Det drejer sig jo bare om at få lidt styr på de nye bevilgede millioner. Sludder og vrøvl. Når man forlanger mindst status quo for det hidtidige programudbud og præcise mål for de nye initiativer, så er friheden væk.

Man må spørge sig selv, om ikke politikerne har tillid til cheferne i DR eller til de medlemmer, de selv har udpeget til DRs bestyrelse.

Bag lukkede døre og uden den store offentlige debat er kulturministeren og et flertal i Folketinget lige så stille ved at forvandle DR til en tonstung sovjetisk traktor med en flok medieamatører til at svinge pisken. Vi får tv lavet efter stopur frem for nødvendighed.