P1 Eftermiddag skrev forrige mandag historie, da det som det første radioprogram sendte fra den nye DR By – og der var hul igennem.
ON-THE-AIR »Goddag og velkommen til 50 radiohistoriske minutter … lige nu tager vi hul på det første radioprogram, der bliver sendt live fra DR Byen.« Journalist og studievært på P1 Eftermiddag Jan Falkentoft gentager de første linjer af sit manus igen og igen. Et pausekomma flyttes, et ord rettes til, fyldord streges ud.
Klokken er 15.56 mandag den 22. maj 2006. En historisk dag i DR. Det lyder i hvert fald igen og igen på gangene omkring studie SK 3404. Som et bevidstløst mantra gentages det i det uendelige fra chefer, journalister, teknikere og alle de andre, der slår et smut forbi redaktionen for DR Aktualitet og Videnskab, der som den første programproducerende enhed er flyttet ind i det halvfærdige DR Byen.
Jan Falkentoft forsøger at holde al virakken ude. Manus til den første udsendelse fra DR Byen skal sidde lige i øjet – eller rettere øret. Imens løber redaktionssekretær Christine Veileborg rundt for at få de sidste brikker til at falde på plads. Tempoet bliver dog sat lidt ned, da generaldirektør Kenneth Plummer kommer sjoskende ned ad den smalle gang.
»Er I klar?« spørger Plummer.
»Ja, men det er jo lidt vildt, når ens gæst melder fra i sidste øjeblik,« siger Christine Veileborg med henvisning til Jesper Klein, der skulle have været live i studiet sammen med Kenneth Plummer og Christian Nissen, men som måtte melde afbud med dårlig ryg. I stedet er det Anne Marie Helger, der skal være live i studiet sammen med den tidligere generaldirektør Christian Nissen, der satte det store prestigebyggeri i gang, og den nuværende, Kenneth Plummer, der får lov at indvie det.
16.10 Da P1 Eftermiddags jingle lyder i højttaleren inde i det store åbne kontorlandskab, breder smilene sig blandt de mange journalister og teknikere. Der er hul igennem.
I studiet lyder der masser af lovprisninger af DRs nye hus i Ørestaden fra både den tidligere og nuværende generaldirektør. Anne Marie Helger er derimod ikke imponeret.
»Det ser lige så trist og kedeligt ud som alt muligt andet betonbyggeri,« lød det blandt andet fra skuespilleren og foredragsholderen, der flere gange i løbet af udsendelsen skældte både Plummer og Nissen ud for denne 'tåbelige ide, som kun ville give danskerne dårligere tv og radio'.
17.00 Jan Falkentoft runder dagens udsendelse af. I det rodede redaktionslokale, hvor løse telefoner ligger spredt ud på gulvet, flyttekasser står stablet op i mandshøjde, og usamlede kontorstole giver mindelser om den lokale autoophugger, lyder der spredte klapsalver.
I studie SK3404 bliver døren åbnet. Jan Falkentoft deler knus ud. Lettet og ikke mindst stolt over at have været med til at skrive radiohistorie. Plummer fordufter hurtigt, noget med et direktionsmøde. De øvrige bevæger sig ind mod redaktionen, hvor champagnen venter.
Da de træder ind på redaktionen, lyder det fra Anne Marie Helger:
»Er der allerede fyret så mange, at I kan være her?«
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.