search

DR har lukket for politikernes Facebook-finte

Vi har ikke lyst til at være et redskab for partikontorer, siger DR-chef om ændring, der gør, at politikere ikke dominerer Facebook-tråde. TV 2 overvejer at gøre det samme

Der er gang i debatten om politikeres kommentarer på danske mediers Facebook-sider, fordi de ofte rangeres som de mest relevante.

I midten af januar ændrede DR dog indstillingerne i kommentarsporet på DR Nyheders Facebook-side. Det betyder, at brugerne ser de nyeste kommentarer på opslagene og ikke dem, som Facebook finder mest relevante, sådan som det hidtil har været, og sådan som det stadig er hos de fleste andre medier på Facebook.

Ændringen i indstillingerne kom, efter at de på DR bemærkede, at politikere hyppigt kommenterede deres opslag, og at deres kommentar altid lå øverst i kommentarsporet.

”Vi har jo ikke lyst til at være et redskab for partikontorer og politiske holdninger, og vi vil gerne sørge for, at folk har en lige mulighed for at debattere og gå i dialog med hinanden på Facebook, og det er lidt svært, når en enkelt kommentar bliver ved med at løbe med al opmærksomheden,” fortæller Hans Christian Kromann, der er redaktionschef for DR Nyheder Digitalt og Web&Mobil.

”Nu forsøger vi at se, hvad det gør ved debatten, når vi rangerer kommentarerne efter nyeste, så det ikke længere er kommentarer, der får flest likes, der vises. Det er jo klart, at hvis du har 5.000 følgere, der går ind og liker din kommentar, så kommer man øverst i kommentarsporet, og det kan man ikke konkurrere med som helt almindelig dansker med 200 venner,” uddyber han.

Pernille Vermund var tidligt på færde

Når kommentarsporene er indstillet til at vise de mest relevante kommentarer, gavner det nemlig politikerne. Facebook giver verificerede profiler for offentlige personer (profiler med et blåt flueben) ekstra synlighed i kommentarsporene. Dét kombineret med Facebooks algoritmer gør, at politikernes kommentarer ofte ryger op i toppen af kommentarsporet.

En opgørelse fra Analyse & Tal viser, at særligt politikere fra Venstre og Nye Borgerlige er flittige til at kommentere på mediernes Facebook-sider. I går twettede journalist fra Berlingske Thomas Søgaard Rohde for eksempel, at Pernille Vermund fra Nye Borgerlige havde været morgenfrisk, da vi i går vågnede op til de nye corona-lempelser. Fem gange havde Pernille Vermund postet den samme kommentar på hhv. Jyllands-Posten, Berlingske, Ekstra Bladet, DR Nyheder og TV 2 Danmarks Facebook-sider.

Hos DR undersøger de, om ændringerne på DR Nyheders Facebook-side har en gavnlig effekt.

”Det ideelle vil jo være, hvis vi ender med at have en debat, hvor politikere og borgere kommer i dialog med hinanden, så vi får en lødig og saglig debat. At det ikke bare er ind og skrive sit budskab, og så afsted igen, men at man rent faktisk går i dialog med borgerne. Eller med hinanden politikerne imellem,” lyder det fra Hans Christian Kromann.

Indtil videre er det kun på DR Nyheders Facebook-side, at politikere ikke længere er tilbøjelige til at indtage førstepladsen i kommentarsporet. På DR’s andre Facebook-sider, som for eksempel DR1, DR2 og DR ’Debatten’, er kommentarsporene stadig indstillet til at vise brugerne den mest relevante kommentar.

Hans Christian Kromann har ansvaret for DR Nyheders Facebook-side, men peger på, at det er mere relevant for dem at have ændret indstillingerne end for andre af DR’s Facebook-sider, fordi politikerne ikke er aktive der i samme grad.

TV 2 afventer egen analyse

Hos TV 2 Nyhederne har de ikke besluttet sig for, om de vil følge trop, men ifølge Kristoffer Pinholt, der er chefredaktør for digitalt indhold på TV 2, holder de skarpt øje med tendensen og er i gang med at undersøge, hvad den har af betydning.

”Det, vi konkret gør, er, at vi lige nu sidder og analyserer vores kommentarspor for at se, hvad det betyder, og hvordan det påvirker debatten på Facebook. Vi kigger også på, om den kommentar, som politikerne efterlader, hijacker debatten. Har vi for eksempel en artikel, der handler om broer, og en politiker så poster en kommentar om, at vedkommende ønsker, at der skal bygges flere veje, og den kommentar bliver den meste sete, hvad har det så af betydning for debatten? Risikerer vi, at politikeren bare gentager egne politiske budskaber, som egentlig ikke har så meget med indholdet af artiklen at gøre?” lyder det fra Kristoffer Pinholt.

Ligesom hos DR har TV 2 også et ønske om, at debatten skal være lige for alle.

”Alle skal have lov til at ytre sig og inden for de samme rammer. Brugerne skal se det, der er mest relevant for dem, og der skal være en fairness i, hvor meget man bliver eksponeret, og det er måske den sidste del, der er ved at skride lidt.”

TV 2 vil først sikre sig nogle konkrete eksempler på, hvordan politikernes kommentarer påvirker debatten, inden de eventuelt beslutter sig for noget, hvilket Kristoffer Pinholt forventer vil ske i næste uge.

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
data_usage

SENESTE NYT

chevron_left
chevron_right
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen