DR glæder sig efter pressenævnskritik

Kritikken handler om »fodfejl«, mener DR-redaktør. Han glæder sig over alt det, Pressenævnet ikke kritiserer, efter nævnet i dag har givet DR en næse.

Kritikken handler om »fodfejl«, mener DR-redaktør. Han glæder sig over alt det, Pressenævnet ikke kritiserer, efter nævnet i dag har givet DR en næse.

På trods af, at Pressenævnet i dag onsdag har kritiseret DR i lækagesagen, så har DR nu meldt ud, at de glæder sig over afgørelsen.

Redaktør på 21 Søndag, Jacob Kwon Henriksen, hæfter sig ved de ting, som DR ikke får kritik for af nævnet.

»Som udgangspunkt glæder jeg mig over, at Pressenævnet har frifundet langt størstedelen af vores dækning, som var meget omfattende. Men samtidig erkender jeg, at der er begået nogle fodfejl, som Pressenævnet har valgt at kritisere, og det beklager jeg selvfølgelig,« siger Jacob Kwon Henriksen til Ritzau.

Pressenævnet kritiserede DR for at have brugt udvalgte brudstykker af en lang samtale mellem en journalist og daværende pressechef i Forsvarsministeriet, Jacob Winther – imens DR udelod andre brudstykker, hvor Winther tog forbehold for sine udtalelser.

DR blev også kritiseret for at komme med en udokumenteret påstand i sit speak, og det er blevet pålagt DR at bringe et genmæle.

Jacob Kwon Henriksen understreger også, at det ikke var DR's hensigt at manipulere med Jacob Winthers udtalelser.

»Da vi vurderede interviewet, mente vi jo, at der var dækning for det. Og vi tog jo også det forbehold, at vi sagde, at han tilsyneladende havde en nøjagtig viden. Men nævnet mener så ikke, at forbeholdet var nok, men der har ikke ligget nogen bevidst manipulation i det,« siger Jacob Kwon Henriksen.

0 Kommentarer