search

DR-general: »Vi skal simpelthen levere mere for færre penge«

DR skal nedlægge stillinger for at leve op til den nye medieaftale. DR skal spare 75 mio. kr. Jeg har svært ved at se, hvordan det skal kunne lade sig gøre, uden at der også vil komme stillingsnedlæggelser,« siger generaldirektør Maria Rørbye Rønn til Journalisten  

Der er nedskæringer forude i DR, og der vil blive nedlagt stillinger. Det siger DR's generaldirektør, Maria Rørbye Rønn, her morgenen efter at alle Folketingets partier er blevet enige om en ny medieaftale.

»Vi skal simpelthen levere mere for færre penge. Jeg har svært ved at se, hvordan det skal kunne lade sig gøre, uden at der også vil komme stillingsnedlæggelser i DR,« siger hun til Journalisten.

DR skal spare 75 mio. kr. som følge af, at erhvervslicensen afskaffes. Samtidig stilles der en række nye krav til DR i aftalen – nogle af dem følger der finansiering med, andre ikke.

Maria Rørbye Rønn kan ikke sige noget om, hvor mange afskedigelser der vil blive tale om.

»Det kan vi ikke sige endnu. Nu går vi i gang med en proces, hvor vi ser på, hvordan vi bedst løser de opgaver, vi har, de næste fire år. Det er klart, at det betyder omprioriteringer og fravalg, hvis det skal hænge sammen. Resultatet afhænger af de valg, vi træffer. Derfor kan jeg hverken sige noget om konkrete programmer eller om antallet af stillinger, der skal nedlægges.«

Medieaftalen er indgået med samtlige Folketingets partier og gælder fire år fra 2015.

Journalisten talte i sidste uge med tillidsrepræsentant i DR Anne Serlev. Hun fortalte dengang, at medarbejderne var utrygge ved udsigten til en medieaftale, der ville medføre fyringer. Den aftale, der altså nu er en realitet.

Maria Rørbye Rønn understreger, at processen vil blive både åben og respektfuld.

»Jeg kan godt forstå, at nogle medarbejdere kan blive nervøse over sådan en udmelding, som kommer her. Men jeg vil bestræbe mig på en åben og ærlig tilgang til det. En del af en respektfuld proces er, at vi har en åben tilgang og svarer på de spørgsmål, medarbejderne har,« siger hun.

I medieaftalen kalder partierne besparelserne, som DR skal finde, for "effektiviseringskrav".

Når resten af staten har været igennem spareøvelser, er det så logisk, at DR også skal spare nu?

»Nu er det politikerne, der indgår aftaler som denne, ikke os. Jeg tager bare til efterretning, at de har besluttet at fritage erhvervslivet for licens. Så er det vores opgave i DR's ledelse at levere det bedste og stærkeste public service inden for de rammer, vi nu har fået,« siger Maria Rørbye Rønn.

»Når det er sagt, så er 75 mio. kroner mange penge. Det modsvarer jo fx, hvad det koster at drive hele tv-kanalen Ramasjang eller halvdelen af al vores kor- og orkestervirksomhed. Det er noget, man vil mærke, både som seer og lytter og som medarbejder i det her hus.«

Vil det sige, at den samlede kvalitet i DR ikke kan undgå at falde, når man skal spare så mange penge?

»Det kan man ikke sige, for det beror på, hvilke valg man træffer. Men når vi skal finde 75 mio. kroner, og vi skal løfte en række opgaver, som ikke er fuldt kompenserede, så betyder det nogle fravalg, som man vil kunne mærke.«

Hvad er tidshorisonten?

»Vi går i ledelsen i gang med at udarbejde en plan. Så vil jeg tro, at vi er klar til at melde ud engang i efteråret. Vi skal jo have budgetterne til at hænge sammen per 1. januar 2015. Og når nu aftalen er på plads, så er det vigtigt, at vi tager hul på processen, og at den bliver både grundig og velovervejet, men også så hurtig, som det er muligt.«

Maria Rørbye Rønn roser dog også aftalen. Hun er blandt andet glad for, at det er lykkedes at lande en så bred aftale.

»Det er rigtig positivt, at der nu er indgået en bred politisk aftale, hvor alle partier bakker om om DR, public service og den rolle, vi har: At sikre et bredt programudbud til hele befolkningen. Det gælder også, at vi får lov at udvikle os og lave tjenester på de platforme, hvor danskerne bevæger sig hen. Og det er virkelig afgørende for, at vi kan sikre uafhængigt public service-indhold i fremtiden,« siger hun.

 

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen