Ledelsens og medarbejdernes interne medier i DR fusionerer som følge af sparerunden. »Jeg vil kridte støvlerne for at holde fast i det, jeg tror på,« siger den nyudnævnte redaktør
Sparerunden i DR rammer nu også det interne, uafhængige medarbejderorgan DRåben. Direktionen i DR har besluttet at de to interne medier
DRåben og DR Nyt fusionerer. DRåben udkommer dagligt på DRs intranet og som et ugentligt nyhedsbrev hver fredag. Det særlige ved DRåben er, at det har frihedsbrev til at bedrive kritisk og opsøgende journalistik internt i huset. Til sammenligning er DR Nyt forankret i kommunikationsafdelingen og udsender blandt andet koncerninformation, pressemeddelelser og ledelsesbeslutninger.
Dråbens ansvarshavende redaktør Bent Ketil Christensen siger til Journalisten.dk, at han ikke har været inddraget i beslutningen, som er blevet truffet af DRs direktion.
»Jeg har ikke planlagt det, men det er sådan det er,« siger Bent Ketil Christensen, der har sagt ja til at fortsætte som leder af den nye samlede redaktion.
Han hæfter sig ved, at han fra ledelsen har fået lovning på, at Dråbens kritiske journalistik føres med over, når de to medier fusionerer.
»Jeg tror på topledelsen, når den siger, at den frie debat og opsøgende, kritiske journalistisk skal fortsætte med mig i spidsen. Det bliver en interessant balancegang at slå de to medier sammen,« siger Bent Ketil Christensen, der den kommende tid skal være med til at udvikle den redaktionelle profil for det nye medie.
Selv om udgivelsesgrundlaget for DR Nyt og DRåben i dag er vidt forskelligt, har mange medarbejdere ofte haft svært ved at skelne det ene fra det andet. Bent Ketil Christensen tror, at det nye medie vil signalere en klarere forskel mellem journalistik og ledelseskommunikation.
Bent Ketil Christensen siger, at det er som at bevæge sit i et minefelt at være redaktør på DRåben. Fremtiden vil sikkert også byde på minefelter.
»Jeg vil kridte støvlerne for at holde fast i det jeg tror på.«
DRåben er sammen med Ekstra Bladet/Politikens 'Svingdøren' et af de få uafhængige medarbejdermedier på danske mediearbejdspladser.
I en artikel på DRs intranet blev Kenneth Plummer mandag spurgt om fusionen skal ses som et forsøg på at kvæle et ubekvemt kritisk medie i ly af en spareplan.
"DRåben har aldrig været ubekvem – og jeg mener, at der ligger et tydeligt signal i, at jeg har bedt om, at DRåbens baggrunds-følgegruppe er med til at udarbejde et oplæg til de kommende redaktionelle retningslinjer, og at jeg har bedt DRåbens redaktør om at stå i spidsen for det nye medie," siger generaldirektøren.
Hvornår fusionen finder sted er endnu ikke afklaret.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.