Efter måneders venten har Landsretten ophævet et principielt fogedforbud mod DR, der havde fået nej til at bringe optagelser fra en alkoholklinik. Ulrik Haagerup kalder afgørelsen »vigtig for hele branchen«.
DR-magasinet 21Søndag havde planlagt at vise skjulte optagelser fra behandlingsstedet Møllen den 19. april i år. Men det fik behandlingsstedet Møllen, der blandt andet behandler alkoholikere, sat en stopper for med et fogedforbud.
Optagelserne blev filmet på såkaldte ikke frit tilgængelige steder, og da der optrådte personer på billeder, der ikke var bekendt med deres deltagelse, var de derfor i strid med Straffeloven, og Københavns Byret nedlagde altså et fogedforbud mod offentliggørelsen.
DR kærede afgørelsen og fik i dag altså medhold i Landsretten. Dommer Michael Lerche begrunder afgørelsen med, at selvom optagelserne strider mod Straffeloven, er de af så samfundsvigtig karakter, at der ikke kan nedlægges et forbud.
DRs nyhedsdirektør Ulrik Haagerup er glad for afgørelsen, men ked af, at programmet har været forsinket otte måneder.
»Dommen var helt grotesk og et angreb på hele den kritiske journalistik. Derfor er det her en ufattelig vigtig afgørelse, der understreger, at det var et stort fejlskud af byretsdommeren,« siger Ulrik Haagerup til Journalisten.dk
Han mener, det ville have været et stort slag mod hele branchen, hvis dommen var blevet stadfæstet i dag. Byrettens afgørelse lagde op til, at hensynet til offentlighedens interesse aldrig kunne opveje krænkelsen, der ligger i skjulte optagelser.
»Vi synes langt fra, at skjult kamera skal bruges i flæng. Vi bruger det kun, når sagen har offentlighedens klare interesse, og der ikke er andre muligheder for at dokumentere det,« siger Ulrik Haagerup.
Han understreger, at DR også fremover vil være meget påpasselige med skjulte optagelser.
»Der har været eksempler, hvor skjult kamera bliver brugt som en effekt og ikke bare som den sidste mulighed, men nærmest som den første. Det tager jeg skarp afstand fra, fordi skjult kamera er krænkende. Så det skal kun være i særlige tilfælde,« siger han.
Advokat og underviser ved Københavns Universitet med speciale i menneskerettigheder og medier, Tyge Trier, har fulgt sagen nøje. Han ser fogedforbudssager som en medietendens.
»Som jeg opfatter det, så har det været et modefænomen at køre fogedsager mod medierne i den seneste tid. De tre sager, der lige har været, er endt med nederlag til dem, der krævede forgedforbud. Den ordlyd, som landsretten bruger i dag, sender et klart signal om, at hvis man er utilfreds med tv-udsendelser eller omtale, så skal det håndteres i Pressenævnet eller straffesager – og ikke i fogedretten,« siger Tyge Trier til Journalisten.dk med henvisning til dagens afgørelse, sagen om Jægerbogen og Kopenhagen Fur, der ville have nedlagt fogedforbud mod Operation X.
»Det er logisk nok, for et fogedforbud er mest restriktive indgreb, du kan lave. Du stopper materialet på forhånd. Grundtanken med ytringsfrihed er, at du har ret til at lægge tingene frem, og så må domstolene tage stilling til det bagefter,« siger han.
Dommen kan læses i sin helhed her
DR oplyser, at de forventer at bringe optagelserne den 10. januar.
Det har ikke været muligt at få en kommentar fra DRs advokat i sagen, Peter Lambert.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.