Nyhedsoverblik

data_usage
chevron_left
chevron_right
14:48 14.06.2023 Jakob Albrecht

DR får konkurrence på lyd til børn og unge

DR får konkurrence på lyd til børn og unge

Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Med den nye medieaftale er der afsat 62 millioner kroner over tre år til, at en privat virksomhed kan lave et ”lydunivers med indhold til børn og unge”.

Indholdet skal være gratis for brugerne og henvende sig til børn og unge på alle alderstrin i form af nyheder, reportage, debat, satire, lydbøger og musikprogrammer.
Det skriver Politiken.

De nærmere krav til indholdet fastsættes af forligspartierne i forbindelse med udarbejdelse af udbuddet.

Men der er allerede nu grund til at glæde sig, mener Radikales medieordfører, Zenia Stampe.

”Danmark får for første gang sin helt egen børneradio,” sagde hun ved præsentationen af medieaftalen.

En af de private virksomheder, der forventes at byde ind på opgaven, er Story House Egmont.

”Vi er specialister i at producere godt indhold til børn både i bøger, magasiner og på lyd. Men det er yderst vanskeligt at producere f.eks. podcast til børn på rent kommercielle bæredygtige vilkår, derfor vil vi med stor interesse se nærmere på betingelserne for det kommende private børnelydunivers,” siger Frank Vilstrup, direktør for Consumer Magazines i Story House Egmont, i en pressemeddelelse.

SENESTE NYT

Flere nyheder