DR er Danmarks mest magtfulde medie

Årets magtliste fra Journalisten viser, at DR har flest magtfulde medarbejdere til at sætte dagsordenen. Nummer 1 på Magtlisten 2011 er dog Berlingskes Tidendes Lisbeth Knudsen. Se hele listen her.

Årets magtliste fra Journalisten viser, at DR har flest magtfulde medarbejdere til at sætte dagsordenen. Nummer 1 på Magtlisten 2011 er dog Berlingskes Tidendes Lisbeth Knudsen. Se hele listen her.

I alt er 20 ud af de 100 mest magtfulde dagsordensættere i Danmark ansat i DR. Det fremgår af fagbladet Journalistens årlige magtliste, som er på gaden onsdag. (Se hele Top 100-listen nederst)

Nyhedsdirektør Ulrik Haagerup er den bedst placeret DR-medarbejder (på en samlet 11. plads). Han bliver efterfulgt af mediedirektør Mikael Kamber (nummer 19) og dernæst TV-A-chef Naja Nielsen (nummer 22).

Magtlisten 2011 omfatter i modsætning til tidligere kun dagsordensættende magt, og det er en magt, mange DR-medarbejdere åbenbart har.

 DR-medarbejdere på top 100-listen

Placering

Navn Titel
11 Ulrik Haagerup Nyhedsdirektør
19 Mikael Kamber Mediedirektør
22 Naja Nielsen Chef for TV-Avisen
33 Arne Notkin Kanalchef DR2 og DR K
34 Gitte Rabøl Direktør DR Oplysning
35 Jacob Kwon Henriksen Souschef, DR Nyheder
39 Clement Kjærsgaard Tv-vært
42 Ask Rostrup Politisk redaktør
43 Jacob Rosenkrands Journalist
48 Morten Hesseldahl Direktør DR Kultur
57 Mette Hybel Redaktionschef, Deadline
72 Kaare Quist Tv-vært, Kontant
73 Nicolai Porsbo Chefredaktør dr.dk
74 Steen Jensen Dokumentarchef
76 Ulla Pors Nielsen Kanalchef DR1 og DR HD
77 Anders Kinch-Jensen Kanalchef, P1
80 Ralf Andersson Afdelingschef, DR Nyheder
82 Lisbeth Kølster Redaktør, Kontant
88 Jens Olaf Jersild Tv-vært
84 Anders Lund Madsen Tv-vært, entertainer

 (PS: Ulla Pors Nielsen optræder på listen, fordi listen blev lavet, før hun skiftede til TV 2)

Listen viser i øvrigt, at DR ligger langt foran andre medier, når det gælder antallet af personer i top 100.

Mediernes magtliste 

Medie

Antal medarbejdere
DR 20
Politiken 9
Berlingske Tidende 8
TV 2 7

Allerøverst på den samlede liste finder man dog ikke en eneste DR-medarbejder.

Nummer 1 på magtlisten 2011 er Berlingske Tidendes ansv. chefredaktør, Lisbeth Knudsen. Nummer to er Ekstra Bladets Poul Madsen og Politikens chefredaktør, Tøger Seidenfaden, ligger nummer tre.

Ifølge medlem af Journalistens magtpanel Bent Falbert er Lisbeth Knudsen en chef, der præger dagsordenen, fordi hun ikke bare administrerer.

»Hun deltager i debatten gennem sine ugentlige kommentarer, og når hun optræder på tv med sine synspunkter. Hun sætter klart en dagsorden,« siger Bent Falbert til Journalisten.

Læs mere om magtprojektet og panelet bag dettes års magtliste i det nye nummer af Journalisten, der udkommer onsdag, og som fredag er fuldt tilgængeligt her på sitet. Her kan du også læse interview med Danmarks mest dagsordensættende journalist.

Allerede nu kan du dog se Journalistens komplette Magtliste for 2011. Klik her for at se årets top 100.

PS: Listen over de mest dagsordensættende personer i mediebranchen er udarbejdet af analysefirmaet Kaas og Mulvad for fagbladet Journalisten.

Kaas og Mulvad har i samarbejde med Journalisten sammensat dette års magtpanel, som består af fem personer. De er alle udvalgt på baggrund af deres indgående kendskab til mediebranchen, og medlemmerne har hver fået udleveret en bruttoliste med knap 250 journalister og redaktører i den danske medieverden.

Dette års magtpanel består af følgende personer: Ida Willig (mediesociolog og ansat som lektor på RUC’s journalistikuddannelse), Niels Lunde (tidligere ansvarshavende chefredaktør på Berlingske Tidende – nu kommentator på Dagbladet Politiken), Anker Brink Lund (professor ved CBS og medieforsker), endvidere Suzanne Moll (tidligere chef i DR og nyhedschef på TV2 Radio, senere chefredaktør for B.T., og i dag tilknyttet International Media Support) og endelig Bent Falbert (tidligere ansv. chefredaktør på Ekstra Bladet og i dag bestyrer af søndagsklummen “Falberts Gabestok” samt mediekommentator på Dagbladet Information).

Det er fjerde gang, Journalisten bringer en magtliste. Det første år vandt Mecoms David Montgomery, siden fulgte Anders Fogh Ramussen, og sidste år var det statsminister Lars Løkke Rasmussen foran Lars Henrik Munch fra JP-Politiken og DR’s bestyrelsesformand, Michael Christiansen.

Ingen af disse vinder dog i år eller optræder på listen, fordi magtlisten denne gang er forbeholdt redaktører og journalister.

(Læs også Journalistens portræt af “Lisbeth Knudsen og magten” fra 2007)

2 Kommentarer

Troels Schmidt
23. JANUAR 2011
Re: DR er Danmarks mest magtfulde medie... yes.. og?

Hold da fast....  er jo nok de første tre ord, der rammer en,  når man ser listen over hvem, der er de mest magtfulde pressefolk i Danmark. Men når man så har læst artiklerne, rejser der sig to påtrængende og måske lidt snigende ubehagelige spørgsmål til Journalisten til besvarelse, når redaktionen ellers har fået armene ned:

Det første: Hvad dælen skal vi bruge undersøgelsen til?

Kan man nævne bare et enkelt praktisk formål, hvor den kan anvendes? Jeg kan ikke komme på et - men det kan skyldes at jeg oprindeligt kommer fra Aarhus. Jeg mener - alle der er bange for Lisbeth Knudsen er jo nok sikkert nok bange hende i forvejen og behøver ikke en liste... osv.

Det andet: Hvad har undersøgelsen kostet af kontingentkroner?

Den slags undersøgelser koster kassen ved vi (lad os høre beløbet) - og kan nogen så efterfølgende nævne et par formål, disse penge kunne have været brugt til i stedet ?

Thomas Pallesen
19. JANUAR 2011
Re: DR er Danmarks mest magtfulde medie

Jeg har nok misforstået noget. For jeg kan ikke helt se det interessante i, at en udvalg af forskere og tidligere journalistiske ledere har fundet ud af, at det er lederne af Danmarks største medievirksomheder samt redaktører og værter for de mest sete journalistiske programmer, der fastsætter dagsordenen i medierne. Hvem skulle det ellers være?

Det eneste uventede, jeg umiddelbart kan se på listen, er at DRs ledere ligger langt nede. 

Hvad der er udvalgets belæg for denne udvælgelse, er uklart. I Journalisten kan man læse, at udvalget har vurderet hvad der bliver talt om i befolkningen, hvordan personerne skaber forandringer i samfundet og har indflydelse på, hvad "som bliver diskuteret for eksempel over madpakkerne i frokostpausen" (Journalisten 2011, nr. 1 s. 12). Nu ved jeg ikke, hvem Bent Falbert spiser frokost med for tiden, men jeg tvivler på, at det er særlig repræsentativt.

Da evnen til at skabe forandringer i samfundet er blandt kriterierne, kunne det være spændende at få opklaret, hvilke forandringer de mest magtfulde på listen egentlig kan tage æren for. Kunne Journalisten måske lave denne uddybning?

vh. Thomas Pallesen