I 28 år fortalte ledelsen i Danmarks Radio aldrig Jesper Henning Pedersen, at hans programmer ikke var gode nok – den 1. juli blev han fyret.
IDENTITETSKRISE. Jesper Henning Pedersen har arbejdet som programmedarbejder i DR i 28 år. Da han begyndte, følte han, det var et adelsmærke at være ansat i DR Provinsafdelingen i Århus.
Gennem årene har han lært at producere programmer til både radio og tv. DR har oftest brugt ham som et såkaldt 'one-man-band' – en medarbejder, der ene og alene kan klare alle programproduktionens indholdsmæssige og tekniske funktioner.
Navnet 'Provinsafdelingen' blev skrottet for mange år siden. Og den 1. juli i år kunne DR i Århus heller ikke længere bruge Jesper Henning Pedersen. Han er 53 år og en af de ni medarbejdere hos DR Fakta, som blev berørt af prikkerunden i maj.
Ifølge Jesper Henning Pedersen har DRs ledelse i løbet af hans 28 års ansættelse aldrig indkaldt ham til et møde og sagt, at de programmer, han producerede, ikke var gode nok. Alligevel kommer fyringen ikke bag på ham:
»Jeg var ikke tilknyttet nogen fast redaktion, så ledelsen havde let ved at få øje på mig, da der skulle spares. Og når jeg tænker på nogle af de dygtige kolleger, der allerede røg ud i de foregående fyringsrunder, er jeg egentlig ikke overrasket.«
Den fyrede programmedarbejder oplevede DRs prikkerunde, hvor han og kollegerne skulle sidde standby og vente på at komme ind til chefen og hente deres fyreseddel, som en ulidelig, ensom proces:
»Det er småligt og ikke særlig menneskeligt at sende folk, som har tjent et firma i mange år, af sted på dén kyniske måde. Men desværre tror jeg, at kynismen i DR bliver meget værre i de kommende år. Måske viser det sig, at jeg var heldig at få en af de sidste fratrædelsesordninger i DR.«
Han har været både bitter og lettet, efter at han for halvanden måned siden afleverede sine nøgler til DR. På den ene side føler han sig dårligt behandlet. På den anden side var han ikke længere glad for at møde på arbejdspladsen.
Jesper Henning Pedersen mener, at DR aldrig rigtig er kommet sig over den identitetskrise, det gamle monopolforetagende havnede i, da TV 2 blev etableret i 1988. Dengang begyndte DR at tvivle på sine egne kvaliteter og værdier, mener han, og det har ført til, at DR i dag har solgt ud af arvesølvet fra radioens og fjernsynets barndom.
Jesper Henning Pedersen mener, at værdierne flyder. DR er en familie i forfald. Det kommer ifølge den fyrede programmedarbejder blandt andet til udtryk ved, at der produceres flere og flere programmer, hvor formen tæller langt mere end indholdet:
»Den gamle kulturinstitution, som engang satte en ære i at fortælle danskerne historier med indhold i, er blevet en gammel gadeluder.«
- Læs også i dette nummer af Journalisten: »Fyret over telefonen« og »Kasserede kolleger«
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.